»Vi starter med at koge en tunge, og dertil skal vi bruge en døende daglejerkone, som ikke aner, at hun er syg«, lyder en af opskrifterne i Suzanne Brøggers nye bog, 'Sølve'. Til andre retter går en døende luder, en livegen træl og en cykelsmed, der hedder Bang-Bang Niels. Alle kommer de i skriftens gryde og serveres som indvoldsretter for læseren, som forordet hævder er en mose. Nyrer, lever, brisler. Den mose skal have noget at spise! Og hvad andet kan en forfatter så gøre end at kannibalisere sine omgivelser og komme dem på bog? Fremtiden vinder altid Men ingen ofre uden formål. Skulle Kristian og Tordis, Ziene og Torbjørn eller nogle af de andre naboer, genboer og samboer, Suzanne Brøgger har haft, siden hun som 25-årig rykkede ind i den nedlagte landsbyskole i Løve, finde på at mukke over at se sig udbasuneret for al landsens læsere, så er det dog i en form for højere sags tjeneste, at det sker. Med 'Sølve' vil Suzanne Brøgger nemlig skrive en egnshistorie, der skal perspektivere det svundne med henblik på fremtiden. For fremtiden kommer, ingen tvivl om det. Fremtiden vinder altid. Men om den er bedre end det, der var, er en refleksion værd. Og et kig over skulderen, der rækker helt tilbage til stenalderen. Bagstrævernes kraft Sølve er navnet på den hovedgård, der indtil 1850 lå dér, hvor Suzanne Brøggers gamle landsbyskole nu ligger. Så bogens titel antyder det lokale udgangspunkt. Det er husets, egnens og sin egen historie, hun fortæller. I farten kommer det også til at handle om, hvad det vil sige at være dansk, om stankelbenene, der tror, de bestemmer, og om fladfødderne, der bare stemmer hælene i og siger nej. Man skal aldrig undervurdere bagstrævernes kraft, mener Brøgger, samtidig med at hun skoser den danskhed, der har pakket sig ind i Dannebrog af angst for fremtiden. Næ, så hellere fortælle og finde ud af, hvem man er. »Dior over vadmel« Og fortælle, det kan hun, denne Brøgger, selv om hun vist aldrig helt kommer til at finde ud af, hvem hun er. Ohøj, her kommer bronzealderen, en svir for modefreaks med spiralsmykker og snorenederdele - og makeup til mænd! Højen hæver sig over mosen »som Dior over vadmel«. Det er sgu da godt sagt. Samtidig kravler sneglen, hvis forfædre indvandrede fra Frankrig, ganske langsomt fra afsnit til afsnit hen over Sjælland fra Drøsselbjerg til Sølve. Det hurtige kontrasteres af det langsomme. Tiden går, javel, men der er jo ingen grund til at skynde sig. Og på 440 sider kan man nå at fortælle en del. Skøgen, vølven og Den Store Moder Også om religion. Det er nok ikke kun, fordi læseren er en mose, at Suzanne Brøgger genrebetegner sin bog »mosebog og memoirer«, men også fordi hun med 'Sølve' forsøger at skabe et kvindeligt korrektiv til de Mosebøger, der har dannet grundlag for den patriarkalske kultur. Hos Brøgger møder man både skøgen, vølven og Den Store Moder. Og Buddha i forgyldt messing. Man hører om gnostikere og Luther. Og følger den identitetskamp, der følger, når andre pådutter én en jødisk identitet - og truer én på livet for den. Man fristes til at sige, at 'Sølve' er en bog om det hele, for i Brøggers optik sker alting samtidig, og der er næsten ingen grænser for, hvad hun kan sætte i forbindelse med hinanden og dermed i nyt lys. For det meste er det rigtig godt, og når det gælder skildringen af almuekulturens forfald i og med naboerne, er det endda rigtig, rigtig godt. Indvolde som lækker vølvemad Der er også øjeblikke, hvor helhedsbestræbelsen får Brøgger til at inkludere genrer som drama (bl.a. som en samtale med ægtefællen Z) og Kingo-pastiche i sin fremstilling. Det falder mindre i undertegnedes smag end resten, selv om jeg godt kan se idéen, men hvad pokker: Det går hurtigt over. Lidt værre er, at Suzanne Brøgger nogle gange er for indforstået med sit eget liv og derfor undlader at lade sit fortællerjeg introducere personer og begivenheder for den forudsætningsløse læser. Det er jo lige meget, hvis man kender hendes forfatterskab og historie i forvejen, men synd for de nye. Men lad det nu ikke skygge for, at Suzanne Brøgger har begået en virkelig god bog, der endnu en gang viser hendes formidable evne til at krænge indvoldene ud på sig selv og andre og servere dem som lækker vølvemad for en glubsk offentlighed.