Efter tyve års tavshed modtager den midaldrende Marta et brev fra sin ungdomskæreste. Det er afsendt fra en nedlagt mineby i Nordsverige. Dertil - 'Til Mervas', som titlen lyder - drager hun uden at vide, hvad hun egentlig vil, og om hun overhovedet ønsker eller vil komme til at møde Kosti. Hun har svært ved at finde byen, hvor alle husene er fjernet, så kun kældre og fundamenter står tilbage. Man aner jo nok, at Mervas også er andet end et geografisk sted. Kvinder som avlsdyr Elisabeth Rynell, der fik meget gode anmeldelser, også her i landet, for romanen 'Hohaj', interesserer sig for psykens dybe lag, og hele romanen kan læses som en dybdepsykologisk og symbolsk rejse ned i det underbevidste. Der er noget 'arketype' over det hele - det gamle par hun møder i den mørke skov og bor hos en tid, den dybe mineskakt, hun ikke tør gå ned i, den ensomme hytte, hun forsigtigt betræder osv. Vi skal helt ud til udkanterne, helt ned i skakterne. Hvad møder vi der? Plagsomme erindringer om en far, der så på kvinder som avlsdyr og mishandlede moderen i børnenes påsyn. Marta er faderens udvalgte, hvilket har afsat en ubehagelig tvetydighed og livslang skam i hende. Hendes selvødelæggelse antager voldsomme dimensioner. Forholdet til Kosti afbrydes meningsløst, men med en vis logik i gentagelsestvangen, og ender i en forbrydelse, der som det endelige smertepunkt skal synes. Tvinges ud af sig selv Der er meget forspildt liv, Marta i sin ensomme eksistens tager op til granskning. Romanen er skrevet på en tyrkertro på, at sår heles ved at blive pillet op, og at en historie kan brænde ud ved at blive fortalt. Rynell arbejder med en kendt forestilling om, at man kan blive hel og forsonet med sig selv ved at dykke ned i sit inderste og i sin historie, men samtidig skal man tvinges ud af sig selv. Det sidste sker i mødet med andres historier, i dette tilfælde det gamle pars historie, der fungerer som et spejl for hendes egne tab og handlinger. Intenst sprog Slutningen, som jeg ikke skal afsløre, er mere sentimental end den er overbevisende. Men undervejs dertil færdes man i den nordlandske ødemark i den skæreste sommer med lys, myg og svanger skovstilhed. Rynells ladede og intense sprog er kongenialt fordansket af Anne Marie Bjerg.