En historie har en begyndelse, en midte og en afslutning, hvis man følger de klassiske regler. Men hvem gør efterhånden det? I hvert fald ikke den britiske forfatter Jeanette Winterson, der hellere fortæller associativt og lyrisk. I romanen 'Fyrpasseren' forbinder hun to personer, der ellers er adskilt i tid: en tiårig pige, der mister sin mor i 1969 og vokser op hos en gammel fyrpasser i Skotland, og en præst på egnen, der i 1800-tallet inspirerer Robert Louis Stevenson til at skabe 'Dr. Jekyll og Mr. Hyde'. Det er pigen, Silver, der som voksen krabber sig ind på sin historie fra et punkt, hvor hun er nødt til at forholde sig til sine sår, men også til det plaster, hun har fundet: kærligheden. Fyrpasseren, gamle Pew, har tilsyneladende været på fyret altid. Han lærer hende bl.a. at brygge stærk te, at indsamle historier og ikke mindst at se. Pew er blind, men det forhindrer ham hverken i at passe fyret eller at fornemme både fortid og fremtid. For ham er tiden som en russisk dukke, den ene tid er inden i den anden. Ingenting slutter Og inden i tiden findes historien om præsten Babel Dark, der giftede sig med den forkerte og blev ond og voldelig, men to måneder om året levede et andet liv - som en anden kvindes mand i en anden by. Lyst, levende og sensuelt. Indtil han endegyldigt valgte forkert. Endegyldigt? Nej, for en af pointerne i Jeanette Wintersons roman er, at ingenting slutter. Alt er i bevægelse, og der er hele tiden nye måder at sige både-og på. Silver er både tam og vild, Babel Dark er både død og levende, og hvis man dykker ned i en historie, vil dens facetter og forbindelser åbne sig. Kan med fordel læses to gange Jeanette Winterson skriver i prægnante billeder, der kan være flotte, som når hun beskriver en familie i fire generationer som forskellige stadier af indtørret frugt: oldemor som en lufttørret chilipeber, bedstemor som en soltørret tomat, mor som en lilla figen og børnene som saftige citroner. Indimellem kammer billedsproget dog over og bliver let manieret, især i romanens begyndelse, hvor fortælleren skal etablere sin fortælleposition og finde sin stemme: »Jeg kom skævt ind i livet, og sådan har det været lige siden«. Klarer man sig forbi dette indledende skær, udvikler 'Fyrpasseren' sig til en fin roman om, hvordan kærlighed kan sprede lys i mørket, om videnskabelig og poetisk sandhed, og om hvordan den fortløbende fortælling om livet er en løgn. Og ja: 'Fyrpasseren' er en af de bøger, der vinder ved at blive læst to gange.