Der er dem, der mener, at Fay Weldons bøger generelt er bygget op omkring en fuldstændig skabelonagtig persontegning og 50-60 rappe bemærkninger. Det kan der være noget om. Men hvilke persontegninger! Og hvilke herligt ætsende rappe bemærkninger! Dræbende forudsigelighed Weldons nye roman, 'En stor familie', adskiller sig fra skabelonen. Desværre skorter det også på rappe bemærkninger. Charlotte Grubbs oversættelse, hvor det kun lejlighedsvis er lykkedes at forvandle Weldons ellers altid spændstige engelsk til tolerabelt dansk, gør det bestemt ikke bedre. Historien glider derudad med dræbende forudsigelighed. Og det er simpelthen for lang tid at skulle vente helt til de sidste sider med at blive taget på sengen. 'ShitCockPissDog' Det moderigtige, politisk korrekte nybagte forældrepar Martyn og Hattie føler sig reddet, da de får den polske au pair-pige Agnieszka. Men ligesom romanens jegfortæller, bedstemoderen Frances, forstår læseren selvfølgelig straks, at der er noget uldent ved en kvinde, der som Agnieszka ser det som sin fornemste opgave at tage sig af barnet, husholdningen og barnet ... undskyld, jeg mener selvfølgelig manden ... Hvorfor i alverden lader den unge mor Hattie en anakronistisk kvindetype som Agnieszka komme inden for sine døre, endsige inden for sit lands grænser? Jo, ud over at være mor er Hattie også forlagsredaktør, og hun vil tilbage på arbejdsmarkedet. Det der med amning, tøjvask og titte-bøh trækker ikke lige så meget som intrigerne på kontoret. Og hendes selverklæret progressive samlever giver hende ret. Selvfølgelig skal hun da fortsat realisere sig selv - konkret i et opgør med en kollega om, hvorvidt en ny udgivelse skal hedde 'ShitCockPissDog!' eller noget mindre stødende. Stereotypernes endelige opgør Afslutningen er dybt deprimerende og lægger sig dermed i tråd med Fay Weldons mere overordnede konklusioner de seneste år om, hvad kvindesagen egentlig har ført til: en type yngre kvinder, der blæser på børnene i en insisteren på at begå sig på arbejdsmarkedet på arbejdsmarkedets præmisser snarere end på børnenes. For at forklare læserne, hvordan fænomenet Hattie er opstået, får man familiens kærlighedshistorie på - tør man snart skrive det? - spindesiden. Det skal sandsynliggøre romanens slutning, hvor det kommer til en art stereotypernes endelige opgør (ung, smuk, veluddannet, udearbejdende mor versus ung, ordinær, uuddannet købehusmor). Men både de ældre kvinders kærlighedsliv og de unges får dermed en stedmoderlig behandling. Feministernes børnebørn Bedstemor-jegfortælleren påtager sig indirekte et ansvar for status quo i de små hjem anno 2006. Men Weldon, eller i hvert fald den jegfortællende bedstemor, synes endnu ikke helt at have fået hold på, hvad hun skal mene om feministernes børnebørn, som Hattie repræsenterer. Alligevel konkluderer Weldon, og konklusionen er skræmmende om end fuld af kærlighed til nutidens kvinder. Men 'En stor familie' havde været bedre som et langt essay. Som roman er den for forvirret missionerende og for lidt underholdende.