»Hvad skal man gøre i dette sammenstød mellem to tankesæt, mellem to kulturer? spurgte Knud, - den ene er jo dømt til undergang. - Man skal lade være med at støde sammen, sagde Edderfuglen, - man skal mødes. - Er det ikke netop, hvad vi gør? ville Knud vide. - Måske, sagde Edderfuglen«. Var han sådan, Qavigarssuaq, Edderfuglen? - den 22-årige fanger fra Thule og nu hovedpersonen i Kurt L. Frederiksens tredje bog om Knud Rasmussen og den heroiske åbning af Arktis for hundrede år siden. Efter hans to roste dokumentarromaner om Knud Rasmussen, 'Kongen af Thule' og 'Spor over isen', har Frederiksen valgt at se Knud Rasmussen med grønlandske øjne. Knud Rasmussen er dominerende og charmerende Bogen er meget overbevisende. Den indeholder ingen fotografier, og man savner dem ikke. Med et kortfattet, staccato sprog lykkes det Frederiksen at tegne et gnistrende, sjaskende, frysende, smertende og spændende billede af det nordligste Canada. Vi er med på hundeslæden de mange tusind berømte kilometer fra Grønland til Alaska. Kendsgerningerne respekteres. Frederiksen digter ikke, som f.eks. Rifbjerg gjorde i sin arktiske roman om Nansen og Johansen. Knud Rasmussen er dominerende og charmerende, Edderfuglen mut og underkuet, kvinden Arnarulunguaq, også kaldet 'Det lille kvindemenneske', får ikke mange replikker, og fotografen Leo Hansen, som følger med Knud Rasmussen og de to grønlændere fra et sted i det vestlige Canada, er klovnen, der fyrer op under historien, da den er ved at gå i stå. Fortryllet verden Vanvittige kuldegrader får filmkameraet til at fryse fast. Edderfuglen bygger en snehytte, hvor fotografen kan stå i læ og filme ud gennem et hul i snevæggen. Eskimoerne danser udenfor, men meget af dansen kommer ikke med. Frederiksens valg af synsvinkel begrænser på samme måde billedet af ekspeditionen til Edderfuglens praktiske, snusfornuftige kommentarer. Spændingen i bogen ligger i sammenstødet og den gensidige afhængighed mellem Knud og Edderfuglen. Men Frederiksen vil mere. Han forsøger med de mange små, skarpt tegnede situationer at fange det store historiske sammenstød mellem inuitterne og den moderne verden. Når det fungerer bedst, bliver det velkendte, det moderne, Rasmussens og læserens verden, fortryllet, men når den danske forfatter holder den traditionelle inuitkultur op som et spejl for den moderne verden, ser vi så overhovedet inuitterne eller bare det omvendte billede af os selv?