Alt hvad den teatertossede H.C. Andersens skrev for scenen og som læsedrama - fire kæmpebind indlagt i 200-års udgaven af hans samlede værker og dermed trykt for første gang i 130 år. Det er stort tænkt. Det er dristigt. Eller rettere: dumdristigt. Rastløs eksperimenterelyst Andersen var bidt af teater fra tidlig barndom, og da skomagerfamilien kun kom i Odense Teater én gang pr. vinter, brugte han teaterplakaterne til at antænde fantasien og skabe sin indre totalscene. Han spillede dukketeater og deklamerede for gud og hvermand, og straks efter at den nykonfirmerede Hans Christian i 1819 vandrede til København for at prøve lykken ved Det Kgl. Teater, begyndte han at skrive tragedier. En enkelt blev delvis trykt, da han var 17. Som 23-årig, i 1828, fik han sin første vaudeville opført på Kgs. Nytorv, og frem til 1869 forsøgte han sig inden for alle genrerne tragedie, lystspil, eventyrkomedie, vaudeville, syngestykke, borgerlig-romantisk drama, operalibretto, dramatisk situation, prolog og læsedrama. Det var udtryk for hans rastløse eksperimenterelyst i alle vindretninger. Kritikerne knurrede og gnæggede Disse fire fuldfede bind bringer altså alle Andersens 40 bevarede skuespiltekster, ordnet kronologisk, så liebhavere kan studere motivforbindelser til det øvrige forfatterskab. Netop liebhavere, for det er unægtelig speciel læsning. Klaus P. Mortensens eminente indledning opridser Andersens forhold til teatret, og han ser de 40 'skuespil' som dele af forfatterens digteriske univers, hans eksistentielle projekt med at udtrykke sine ideer og indre konflikter, men også som en professionel forfatters forsøg på at ramme kritikkens og publikums smag. Det var ikke det samme. Når Andersen havde parterret med sig, måtte han oftest finde sig i, at kritikerne knurrede og gnæggede. Modsætninger og kærlighed Mortensen går mod myten om Andersens fiasko som dramatiker og fremhæver, at han havde (publikums)succes på Det Kgl. med vaudevillerne 'Kjærlighed paa Nicolai Taarn' (1829) og 'Den Usynlige paa Sprogøe' (1839) og de satiriske lystspil 'Lykkens Blomst', 'Den nye Barselstue' og 'Hr. Rasmussen' (1845-46) mod aktuel naragtighed og den københavnske kulturmafia. Fra 1848 blev han et hit på Casino, det nye folkelige morskabsteater i Amaliegade, der tog hans gamle succeser op og fik ham til at skrive nye, med sange til kendte melodier. Særlig folkekære blev eventyrspillene 'Meer end Perler og Guld', 'Ole Lykøie' og 'Hyldemoer' (1849-51), der dramatiserede temaer fra hans eventyr med den optimistiske levelære: at huske og fastholde lykken. Modsætningen - oplevelsen af hjemløshed, tvivl og fortvivlelse - fik udtryk i den anden gruppe dramaer, Mortensen fremhæver: de dramatiske digte 'Agnete og Havmanden' (1834) og 'Ahasverus' (1848) om splittelsen mellem to verdener, foreløbigheden som menneskeligt grundvilkår og tvivlen som historisk drivkraft. Mortensen peger også på forsøg som kærlighedsdramaet 'Skilles og mødes' (1836), folkeviseoperaen 'Liden Kirsten' (1846) og 'Kongen drømmer' (1844), hvor den fangne Christian II på Sønderborg Slot genoplever nøglescener i sit forhold til Dyveke og til det danske folk. Foruden de romantiske dramaer 'Mulatten' og 'Maurerpigen' (begge 1840) om udstødte med rod i flere verdener og om åndens adel. De blev meget populære, ligesom lystspillet 'Da Spanierne var her' (1865) om sand kærlighed. Læs med uhildede briller Men så er der vurderingsproblemet. Disse skuespil kan forklares interessante, og det er Klaus P. Mortensen en ørn til. De kan gøres til genstand for historiske og tematiske studier. Men jubeludgaven er jo også for ikke-fagfolk, og kan de læses, endsige opføres? Mortensens defensorat lyder, at Andersen foruden »dårlige og halvdårlige skuespil« skrev mange, der »ikke blot er på højde med, hvad andre af tidens forfattere begik«, men også »på niveau med forfatterskabets egne gode tekster«. Man skal bare »skyde alle domme og fordomme (inklusive samtidens, der stadig klæber ved) til side« - og læse med uhildede briller. Tja. Næsten for meget Når man søger at mave sig gennem udgavens godt 2.400 sider, må man sige med en aktuel omskrivning: »Der er ikke meget at komme efter«. Jo, der er åndfulde og bevægende passager, smukke indlagte digte, morsomme detaljer. Men det meste slingrer mellem det højstemte og det hastemte, mellem affektjageri, patos og pjat. Det fremstår i dag som læsedramatik uden dramatik og uden fugls føde på skelettet. Vil en genial instruktør kunne finde noget at løfte op til en moderne opførelse? Jeg tvivler. For nogle år siden så jeg - for nysgerrighedens og mine synders skyld - en opførelse af 'En Nat i Roeskilde', en såkaldt 'Vaudeville-Spøg i én Act' fra 1849, og det var nydeligt, men ubetydeligt - og dybt forældet. Modsat Andersens andre værker - eventyrene, romanerne, digtene, rejsebøgerne og selvbiografierne - er skuespillene ikke levende klassikere. At genudgive hele dynen, alle 40, med indledning, noter, registre og tekstkritisk apparat (som sædvanlig i perfekt orden) - »det er næsten for meget«, som det hed i revyvisen i 1970'erne. Genial illustrationskunst Den store kontrast, det der aldrig kan blive for meget af, er H.C. Andersens egen illustrationskunst. De fire bind er prydet med vignetter og farvehelsider, der gengiver farvepapirklip og collager fra de billedbøger og stambøger, digteren op fra 1850'erne klippe-klistrede til sine venner og især til deres børn. Ind mellem billedstoffet satte han små rim: »Der findes i Verden sælsomme Ting, / dem seer man, naar man reiser omkring«. Det er netop Andersens metode. Han rejser, ser, klipper og kombinerer sine glanspapir- og silhuetfigurer med stumper fra aviser, kobberstik, annoncer og billetter, og tilsammen danner de, hvad han kalder 'Tilfældets Poesie'. Jamen, det er jo det 20. århundredes collage-kunst - 50-60 år før Braque og Picasso. Det har samme visuelle udtrykskraft, som eventyrene har i deres ordfantasi. Det er slet og ret genialt. Og væsentlig mere dramatisk end mandens dramatik.