I Jylland bor de vilde. Og allernordligst residerer - med de særeste syner - den rare Peter Mouritzen. Han deler sin tid imellem et forfatterskab for voksne, kringlede billedbogshistorier, rare bibellektioner og bøger som 'Den sidste dør'. Den er for unge - og for dem, der tør. Sproglig energi I tema ligner Peter Mouritzens nye bog den kun lidt sydligere boende Bent Hallers 'Kun', der udkom tidligere i år. Begge bevæger sig i grænselandet imellem drøm, digt og (provinsiel) dagligdag. Og med høj sproglig energi. Man kunne tilføje 'Klabauter' fra Silkeborgdrengen Bent Rasmussen, der kom i efteråret. Den foregår også ved havet. Hvad kommer de mon i vandet derovre? Andet end gylle. Anelsernes mester I 'Den sidste dør' møder vi en pensionsmoden skolelærer, en digterspire, der hedder Liva, samt den uforbederlige Johnny Piano. Det er i den virkelige verden, for bag dem gemmer sig tre riddere, en blå digter og pigen Maria. Helt i baggrunden er Livas mor, som drikker øl. Læseren skal selv skabe en scene af landsbyliv og skolegang på den indre skærm. Imens muntrer forfatteren sig med at trække de medvirkende rundt ved næsen. Peter Mouritzen er anelsernes mester. Nummereret vanvid Han kan skabe uhygge i en telefonboks, og han bruger gerne af sig selv. Digter Blå er visionen om, at kunstnerisk skaben kan være livsfarlig, (men det kan pensioneringen også!). Hvorfor ellers skulle ordene dør og rød (og død) være så beslægtede, filosoferer forfatteren. Og man må give ham ret. Denne bog rammer anderledes end gængs børnelitteratur. Den er respektfuldt skrevet for dem, der tør. Uden de lange forklaringer snitter forfatteren i sind og ben. Han finder vankelmod og livsbrus og nummereret vanvid. Samt den uforklarlige anelse, som er Peter Mouritzens varemærke. Anelsen om én, der forsvandt rundt om hjørnet. Eller er han bagved? Eller havde han en æselhov?