Verden er fuld af historier! Tag bare denne fra år 2500-og-hvidkål! Verden er fuld af vand, og oven på det flyder to skibe. I det ene er der muntre pirater. Det andet rummer en flok vampyrer med samt deres kost. 'Vampirater' er skrevet af Justin Somper, og bind to er på vej. Hans historier har international medvind. Så der skal findes på! Og koblingen af vampyrer og pirater er godt fundet på. Vampyrers kostvaner Så er det bare om at få anbragt et barn eller flere på skibene. Hvordan gør man det? Jo, vupti! Her bor en gammel fyrpasser med sine tvillinger - Grace og Connor - på 15 år. Da far går bort, bliver børnene ribbet for alt, så de stikker til søs, forliser og bliver - naturligvis - taget op af hver sin skude. Drengen kommer i piratlære, mens Grace kun går ud af sin kahyt i dagslys. Fordi børnene er tvillinger, ved de, at de skal ses igen. Justin Somper er magisk minimalist, så hermed stopper det overnaturlige. I stedet bliver vampyrernes kostvaner beskrevet med nøjagtighed. Patchwork af gode indfald Kaptajn Klo og Dracula! Sjovest er der på sørøverskibet. Her hersker den aldrende kaptajn Malucco stærkt pustet i nakken af den næstkommanderende Cheng Li, der netop er dimitteret fra Sørøver Akademiet. Connor lærer at svinge sværdet og kigge sin modstander ind i øjnene. Og kosten er god. Anderledes med Grace, der må skærme sig mod blodlystne blikke. Hun er lidt længe om at trevle skibets historie op, men den rummer også skæbner fra Julius Cæsar til 'Titanic'! Verden er fuld af historier! Hvordan kan det være, at de alle sammen står i Justin Sompers bog? Jeg mener: Læsningen efterlader et mylder af billeder fra film ('Waterworld'), tegneserier (f.eks. 'Linda og Valentin') og musik (heavy). Historien er et patchwork af gode indfald holdt i et lidt hengemt sprog, men den mangler personlighed. Og nødvendighed. Ambitiøs og veltrimmet crossover (= far-søn-bøger). Som verden er fuld af.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























