Rumpionerer kan man roligt kalde dem, det kønne unge par i astronautudstyr.
For ganske vist kom både Jens Lyn og Tintin m.fl. dem i forkøbet derude i rummet, men de to franskmænd nåede dog at indlede deres rejser til de fjerneste planeter, to år før amerikanerne i 1969 satte de første virkelige moonboots på Månen.
Og dertil kommer jo, at superbegavede, snusfornuftige Linda og den knap så kvikke, men nok så forfængelige Valentin med deres rumfartøj også kan bevæge sig frit i tid!
Spænder over fire årtusinder
Laureline og Valérian, som de hedder på fransk – den sidste med venlig, let ironisk hilsen til Prins Valiant – har oplevet Jordens undergang og nu dens genopstandelse!
Fire årtusinder spænder de over, de 21 bind af deres bedrifter, som er udkommet på godt fire årtier.
Og hermed er rejsen »slut for alvor«, som de to 72-årige franske bagmænd skriver i sidste rude.
Måske tager tekstforfatter og tegner selv tilløb til at gå i barndom – det er i hvert fald, hvad de nu giver deres tid-rum-agenter fri til.
Legende muntert og gevaldigt opfindsomt
Men serien har nu altid været dejligt legesyg.
Sandt at sige havde den sit højdepunkt af meningsfuld opfindsomhed og underfundighed i 1970’ernes slutning, hvor hvert nyt album om fjerne planeter i endnu ikke kommende tider spejlede nok så nære sammenhænge i læsernes fortid eller nutid:
- borgerskabets afskaffelse af feudalismen (bd. 5, ’De tusind planeters imperium’),
- udhulingen af den maskuline selvsikkerhed (bd. 6, ’I den falske verden’) eller
- venstrefløjens splittelse og afmagt (bd. 3, ’Herskerens fugle’).
Hvor belærende det end lyder, var det tværtimod legende muntert og frem for alt gevaldigt opfindsomt i befolkningen af verdensrummet med fantasifulde væsener – lige fra de bevingede og besnablede shingouzer, der sælger oplysninger for højeste pris, til den lille lodne, men ellers bæltedyrslignende gnavpotveksler, der skider ubegrænsede mængder af enhver af verdensrummets valutaer, når bare den fodres med ét enkelt eksemplar.
Begge slags kræ bliver der brug for i vore venners sidste kamp:
Wolocherne er gigantiske stenblokke, der i sværme kommer tordnende gennem sfærerne og kvaser deres mål i forsøget på at lægge hele verdensrummet ind under ’Stenenes Orden’, som forrige bind hed.
Gode gensyn
Bindet før det igen hed ’På Randen af Det store Intet’, og dette Intet må vore venners samlede styrker igennem for at standse truslen.
De samlede styrker er væsenerne fra alle de tidligere binds planeter:
Gemytligt gensyn med evolutionsforskeren Chal’Daruin med blækspruttehovedet, strejferen Molto Cortès med sømandskasketten og New York-musikeren Sun Rae med solbrillerne.
Med det oliesheik-lignende kalifat Iksaladdam, triumviratet fra Rubanis og den lige så tvivlsomme Treenighed fra Hypsis (Gud, Søn og Helligånd).
Med købmændene fra Syrte, vandfolket i Alflolols sivfartøjer, kentaurer, talamer, gruffer – ja, sågar Valentins talrige afkom med Den Øverste Moder fra planeten Simlane!
En frygtløs selvironi
Mézières’ streg er som før en blanding af elegant henkastet humoristisk figurtegning og sindrigt udtænkt, labyrintisk rumarkitektur, der har inspireret de fleste senere science fiction-billedmagere, fra Moebius’ Inkal-tegneserie til George Lucas’ ’Stjernekrig’.
Måske er seriens visuelle opfindsomhed endda overhalet af vore dages digitale, tredimensionale tegnemodeller, og afslutningen derfor ikke et øjeblik for tidlig.
Men det ændrer ikke, at ’Tidsåbneren’s ophavsmænd som de første i seriemediet åbnede den gamle space opera for en frygtløs selvironi, der i de bedste tilfælde også overskrider tid og rum.
-------------------
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel skrev vi ved en fejl, at Linda på fransk hedder Veronique. Det er på tysk, de to hedder Veronique og Valerian.
fortsæt med at læse
