Pigen med agterspejlet kaldte vi hende, da hun dukkede op i Danmark i 1981, og det var mere end kærligt ment.
Men også respektfuldt: ’Pigen i agterkahytten’, som den rigtige titel lød, var på flere måder en milepæl i udviklingen af de nye tegneseriealbum i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.
Køn uden konventionel glamour, snarrådig og handlekraftig var heltinden Isabeau en af de første brugbare rollemodeller for alle aldre af kvindelige læsere af den moderne tegneserie for voksne.
’Vindens Passagerer’, som serien kom til at hedde, blev som en af de første tegneserier udlånt i stor stil på bibliotekerne, og til voksne kvindelige lånere, vel at mærke.
Snydt af sin adoptivsøster for sin adelige førstefødselsret rejste seje Isa Atlanten tynd med den franske flåde sidst i 1700-tallet, i kølvandet på slavehandelen. Rask med kniven og i kærlighed kun tro mod sin egen lyst til snart mænd, snart kvinder.
Detaljeret realisme
Efter album nr. 5, ’Sort som ibenholt’, havde Bourgeon med sin grundige research og detaljerede realisme dannet skole for en ny type historisk spændingstegneserie, snart fulgt op af tegnere som André Juillard (’Arno’) Hermann Huppen (’Jeremiah’).
Selv fortsatte Bourgeon med tre bind om ’Tusmørkets kammerater’ under den fransk-engelske hundredårskrig, feudalsamfund med fantasyelementer.
Midt i 1990’erne kastede han sig over sci-fi-fantasy med efterhånden fire album af ’Cyanns saga’. Men allerede da gik der rygter om, at pigen fra agterkahytten måske ville dukke op igen.
Nu er hun her – i to skikkelser: Som 98-årig dukker hun op 44 sider inde i bind 1 af ’Barn af Kaimantræet’, nu som ejer af en afsides lille plantage i Louisianas bayoulandskab. Hertil ankommer en anden ung, rødhåret Isabeau i 1862 efter livsfarlige oplevelser med borgerkrigens omstrejfende soldater og snigskytter.
Unge Zabo er, viser det sig, oldebarn af Isa, og hun spørger nu til den gamles historie og læser sig til andre dele i optegnelser, der danner lange flashbacks til Isas liv i årene efter slavesejladserne:
Blodige tildragelser, et kontroversielt moderskab med tragisk udgang – der omfatter titlens barn – og med tiden en fredeligere alderdom blandt kreolsktalende slaver og fransktalende acadiere på de fjerntliggende plantager ud mod Atchafalaya-bækkenet vest for New Orleans.
Udtryksfulde portrætter
Sideløbende med den gamles genoplevelse af den fortidige Isas oplevelser får vi så fjerde generations Isabeau, alias Zabo, med den nedarvede uforsagthed, midt i den amerikanske borgerkrigs opgør med den hårdnakkede tanke om, at hvide kunne købe, sælge og misbruge sorte.
Skiftene mellem tidsplanerne er subtile, og styr på slægtens navne får man kun med samme indsats som med en Tolstoj-roman.
Bourgeon var oprindelig glasmaler, og sumpens vand- og landskaber er tegnet med grum skønhed, hans detaljer med stor omhu, og hans personer i lidt stive, men meget udtryksfulde portrætter.
Men ikke mindst hans engang banebrydende komposition af ruderne i stadig filmisk vekslen mellem panorering, close-up og alskens andre opfindsomme, men velbegrundede vinkler er fortsat bemærkelsesværdig.
Tilsammen skaber det hele en umiskendeligt personlig stil, der efter de 30 år må kaldes nyklassisk.
Samtidig udgør de to nye bind en tiltrængt afrunding af de fem første binds beretning om slavehandelens grumme historie.
fortsæt med at læse
