Lad os starte med konklusionen: Kristístin Marja Baldursdóttirs store roman 'Karítas, utan titel'(som foreligger på svensk) er en fuldstændig vidunderlig roman. Den handler om en kvindelig kunstner eller rettere om en kvinde, der i første halvdel af 1900-tallet forsøger at forbinde et liv som kunstner med den traditionelle islandske husmoderrolle. Hun er bundet til en mand, som vel er nærmest drømmen om en sådan, men hendes liv bliver ikke en drøm om et kvindeliv. Blyantstegning Romanen er fortalt med en indsigt i både kvindetanker, kvindeliv og i, hvad kunstnertrang vil sige, og så er den tillige fortalt med et lune, der er aldeles afvæbnende. Romanen strækker sig tidsmæssige over tiden fra 1915 til 1939, og selv om den har billedkunstneren Karítas i centrum, handler den også om andre stærke islandske kvinder. Hvert nyt afsnit indledes med en 'blyantstegning', flertallet af dem har en overskrift, som f.eks. 'Måne over hav', mens andre, bl.a. den første, ikke har nogen. Ventetid I det første afsnit springer læseren lukt ind i en situation, hvor en psykisk afvigende (man kan også kalde hende tosset) tjenestepige på en gård fjernt fra verdens vrimmel midt under husandagten får et anfald, sådan at pigens skrig blander sig med salmesangen. Det er en absurd og frygtelig situation fortalt med den største økonomi. Efter denne går vi ind i beretningen om den store faderløse familie, hvor pigen tjener, og om moderens beslutning om at drage op fra gården for at tage til Akureyri, en beslutning, der tilsyneladende udløses af den tossede piges hylen, men som har ligget og ulmet i hende i et stykke tid. For enken finder, at det er vigtigt, at hendes børn - først og fremmest drengene naturligvis - kan få en ordentlig skoleuddannelse. Et par af pigerne bliver dette også muligt for, men Karitás må vente, får hun at vide. Ambitioner Karítas opdager, at hun kan tegne, og hun tegner og tegner, og en 'fin' dame opdager hendes talent og hjælper hende. Men da hun en dag på kvindens opfordring viser hende en tegning af hendes mor i badet, tager kvinden hendes næsten fyldte skitseblok og låser den inde i et skab. Hun giver hende nok en frisk blok, men hun beholder den, der er så vigtig for hende, men Karítas tør ikke protestere, for damen underviser hende i tegning. En dag kommer den fine dame og fortæller hendes mor, at hun har sørget for, at Karítas kan komme på Kunstakademiet i København, og at hun vil betale hendes rejse og sørge for hendes ophold i byen. Det er næsten for godt til at være sandt, men sandt er det, der er blot den hage ved arrangementet, at Karítas skal vaske op hver aften i en restaurant. Hendes afrejse er vildt traumatisk, en søster søger med tvang at holde hende tilbage, fordi en anden søster er syg, men af sted kommer hun, ned til Kongens København. Desværre hører læseren ikke ét ord om hendes ophold i byen. Vi springer frem til hendes hjemkomst til Island. Men den hjemkomst bliver ikke let, for nok er en kunstner blevet uddannet, og hun har ambitioner, men hun får morderligt svært ved at omsætte dem, for hendes liv kommer til at forme sig på en hel anden måde. Læsning, der glæder Hun bliver nemlig plukket af en mand, som sætter hende ud på en gård i ødemarken, mens han sejler rundt på de syv have. Hun føler ensomheden trykke, men heldigvis er der andre, som hjælper hende. En dag bliver hun af en anden kvinde inviteret på en tur op til den store jøkel og videre op til Islands højeste punkt. Turen bliver både en konkret rejse, men i lige så grad det man kalder individuationsrejse, hvorunder Karítas finder ud af, hvem hun egentlig er. Det er en fantastisk skildring, hvor psykologi og naturskildring går i ét. 'Karítas, utan titel' er på alle måder en pragtfuld roman, facetteret, rørende, men også i glimt morsom og underfundig, og den rummer både en intens person- og naturskildring. Man bliver rigtig glad for Nordisk Råd og rådets litteraturpris, når man får lejlighed til at læse en roman som 'Karítas, utan titel'.