En kvinde i 40'erne, der anmelder en forfatter i 30'erne, der skriver om de unge på vej ind i 20'erne. Det kan man da kalde armslængdeprincip! Nu skal hverken litteratur eller anmelderi legitimere sig ud fra kriterier om ahaoplevelser i øjenhøjde. Abstraktionsniveauet må have en vis flyve- og faldhøjde, men der er lige dét ved forfatteren Søren Damm, at han i sin tredje roman 'Finland' skriver i en en til en-realisme, der i den grad inviterer til direkte spejling. Det er bogens styrke, og det er bogens svaghed. Fravær af kollektiv refleksion Den klassiske historie om den evindeligt forsømte og forbandede ungdom er henlagt til et lige så klassisk miljø, nemlig et gymnasium i provinsen - sådan cirka nu. En middelklassekuvøse for halvstore unger, hvis ambitioner her i livet lige nøjagtig rækker til torsdagsdruk og fredagsfisse. Anders og Marie plaprer løs på skift - i første person præsens - om alt, hvad de tænker, siger og gør i den tid, deres kæresteforhold varer. Og her er det så, at alderen begynder at trykke. Min altså. For mens dagdrømmene om Adonis fra parallelklassen, den intime venindefortrolighed over to kander te - og såmænd også følelsen af at vågne op med smagen af bræk og en forkert dreng fra en forkert parallelklasse ved sin side - er som taget ud af enhver gennemsnitsgymnasiasts virkelighed (dengang og nu?!), så er fraværet af kollektiv refleksion og intellektuelle hanekampe i det skildrede gymnasiemiljø himmelråbende mystisk. Ude af trit? Gymnasiasterne, som vi møder dem i 'Finland', er åndelige analfabeter. De reflekterer som 12-årige og har en kulturel kapital på størrelse med en grønært. Ganske vist er der noget med en finsk digter og en præsident Bush, der får en enkelt replik med på vejen, men hold kææææææft hvor har de mange tømmermænd, og hvor laver de få lektier! Diskuterede vi ikke Sartre og Strunge - bare en gang imellem? Nå, på det rent emotionelle plan er der mere at hente. De anstrengte forældrerelationer og døden som både håndgribelig virkelighed og uhåndgribelig flugtvej tematiseres i de intime rum, de to unge stemmer skaber. Og dét virker. Ligesom det flydende tænke-talesprog opleves troværdigt og pirrende, som læste man en dagbogsskrivende teenagesøn eller -datter hemmeligt over skulderen. Men altså. Enten undervurderer forfatteren - måske satiriserende og bevidst - den ungdom, han skildrer. Eller også er anmelderen her fuldstændig ude af trit med tiden. Af mange grunde håber jeg, det første er tilfældet.