Flere mener, at mange af de nye billedbøger slet ikke er for børn. Det går naturligvis mest på historierne, for billeder forstår børn sig på bedre end de fleste. Så hvad skal man sige til 'Øremanden'? Den er lige til at smække op på briksen! Og den går sådan her. Blegsotigt væsen Pigen med de lange ører ligger i sin seng og er bange. Uden for vinduet står den gamle mand og fryser i sin frakke. På næste opslag er det en duftende sommernat, men pigen er stadig bange. Mor sover. Far er væk. Nu vipper den gamle mand med sin lomme, så det glimter af guld. Pigen går derned. Manden skælder ud. Han vil vide, om der er andre børn, som sover. Så tager han sig til lommen, og ud kommer den lange, glimtende saks, der dog truer - ikke pigen - men et blegsotigt væsen, som skynder sig at række ørerne i vejret. På vers På næste opslag lusker ræven ud fra bag øret, og mandens poser vælter, så alle de afskårne ører triller ud. Manden råber og brokker sig, men så vågner pigen i sin seng. Det hele var en drøm. Men hov! Der kommer en mand gående med to poser. Det er jo far! Og det er sikkert morgenbrød. Og han skal ha' et knus! Historien om 'Øremanden' er på vers. De rimer på en ligefrem og folkelig facon. Bogen er skrevet af Ida Jessen og hendes datter og mand i et sommerhus, mens det regnede. Hvad er der i poserne? Det begyndte, da Anna (dengang 12 år) fortalte, hvordan hun i sin barndom var bange for Øremanden og hans saks. Det vidste mor ikke. Sjovest er de vers, hvor alle fire linjer rimer: væk, knæk, hæk, sæk. Rent sprogligt er de fjollede på en afvæbnende måde. Alligevel tænker man, at det er hård kost for små ører. Og er der virkelig morgenbrød i fars poser? 1-0 Tegningerne er lavet af Cato Thau-Jensen i forskellige teknikker. Der er ikke noget svært i dem. Øremanden himself er set fra siden med ternet næse, blød hat og syrlige kulører. Gul er glædens farve. Sort er anvendt med måde, og der er sjove mønstrede baggrunde. Den venlige surrealisme dominerer med undtagelse af det store billede af saksen. Det kan skræmme selv et barn! I det hele taget er det, som om tegneren kører ved siden af historien uden at være indblandet i den. Han leverer intense, fritstående tableauer i forbløffende farvevalg om begrebet angst. Men ordene forløser han ikke. Det var 1-0 til dem, der mener, at nogle af de nyere billedbøger er for langt ude.