Bent Haller ejer evnen til at krybe ind under huden på de sære og sårede mennesker, som bor i hans bøger. 'Kun' er ingen undtagelse. Den præsenteres som en ungdomsroman, men bogen favner langt bredere, (ligesom det meste i forfatterskabet). 'Kun' er som en feberrus. En sveddryppende drøm. En film, der starter forfra hele tiden. Hjertekrøllende og pinagtig. Kæden er knækket Kun er Simons mellemnavn. Han er fjorten år. Simon kommer måske fra Kina. Det er ikke engang helt sikkert. Vi møder drengen i håndboldklubbens omklædningsrum i det øjeblik, hvor han tager afsked med sin sport. Noget er sket for Simon. Intet bliver mere det samme. Kæden er knækket. Simon har haft en drøm, og nu kan han ikke sove mere. Uundgåelig variation I sin rablende tilstand sætter han alt over styr, imens han jævnligt opsøger den del af filmen, som udspiller sig i strandkanten foran rigmand Haunkjærs arkitekttegnede villa. Her møder han pigen Anastasia, der dufter af wc-rens. Selv om hun er femten, vil hun godt kysse ham. Med små ændringer genfortælles denne rørende episode om forsigtig tilnærmelse og nærvær adskillige gange. Frem til den sidste uundgåelige variation. Vågne drømme Simons bratte fald ind i syner og vanvid er skrevet med den lette pen. Historien flyver højt over hverdagslogik, selv om både skole, forældre og psykolog er tegnet op. På et tidspunkt køber Simon tre sjove piller, der kan forlænge hans søvnløshed. Er det narko? Eller er det blot en kulørt allergipille? Et ligegyldigt spørgsmål i Simons tilstand, der er rigeligt belagt med vågne drømme. Dansk provins Bogen er en trimmet kæde af korte sekvenser, som gentages igen og igen med få, men afgørende ændringer. Den ydre handling er minimalistisk. Det frie fald har sin pris. At omgivelserne er almindelig dansk provins, gør ikke historien mindre ubærlig. Bent Haller når han er bedst I den korteste form er 'Kun' historien om en pludselig opstået psykisk lidelse. I sin fulde helhed handler bogen om at dø. 'Kun' er ikke hyggelæsning. Med sin ligefremme kombination af triviel hverdag og tunge symboler rammer den læseren som et piskesmæld. Det er Bent Haller, når han er skarpest og bedst. For hjertelig - det bliver han aldrig!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























