Der kom et brev til Dansklærernes forlag. »Mit navn er Jakob Wilms, jeg er 18 år, bor i Farum og går i gymnasiet«. Og så fortsætter brevskriveren med at fortælle om, hvor lidt faget dansk vedkom ham i folkeskolen, fordi bøgerne ikke fortalte om ham, men om hvordan det var at være ung for myriader af år siden. »Derfor satte jeg mig for at skrive en ungdomsroman«, fortsætter Jakob Wilms. Hans brev er optrykt på bagsiden af 'Et bliks hukommelse'. Tragisk party Ungdomsromaner skal ikke nødvendigvis handle om unge. Men denne gør. Der lægges ud med et gevaldigt dækafbrændingsparty syd for Aalborg med tragisk udgang. Og så flytter historien ellers til Københavns nordlige forstæder. Der, hvor alle perkerne bor. Også dem, der er hvide. Familieproblemer Til allersidst slår bogen en forløsende sløjfe på sig selv. Hovedpersonen er Chris, som plejer at hænge ud med rødderne bag ved skolen, hvor de ryger joints og skater lidt. Her møder han enhver drengs drøm om en pige. Katrine tager initiativet, og snart er han i en anden (og bedre) verden. Hjemme hos Chris er familien ved at glide fra hinanden på den pæne måde. En storebror er flytte-flygtet til Berlin. Og hertil rejser Chris, da det bliver for meget med Ahmeds triste skæbne og Katrines voksende mave. Det er en udviklingshistorie, som ender godt for Chris, men helt sikker er læseren dog ikke. Antydningens kunst Jakob Wilms er en god fortæller, som varierer sproget og fører handlingen sikkert frem imellem tømmermænd og hjertebanken. Han er især god til antydninger. Derfor er det dobbelt nedtur, at åbenlyse 'ommere' ikke er blevet rettet. F.eks. siger Chris på side 12, at han holder af sine forældre. Fem sider længere fremme hader han sin familie. Chris skriver små rappende digte, når han ikke kan få det ud på anden måde. De ligger godt i munden. 'Et bliks hukommelse' er måske nok fornyende derved, at de unge brækker sig og slås (og boller) på denne side af årtusindskiftet. Men når det kommer til rodløshed og modløshed, så er historien tidløs.