Kineserne kommer! - Det hed en poesifestival i 2004, men nu er de kommet på anden vis, i form af Rolf Steensigs (f. 1974) lyrikdebut 'Spejle og røg', formet sammen med kunstneren og illustratoren Henrik Drescher (f. 1955), der p.t. er bosat i Kina. Værket er dannet af små 37 Steensig-digte, der typisk optræder på venstre side, mens Dreschers kollager folder sig ud på højre side, dog sådan at grænsen mellem billeder og ord konkret ofte overskrides - billederne breder sig ud over begge flader ved, at Drescher indfletter ordtegn, og ordene såvel bogstaveligt som tematisk forvilder sig ind i de kongeniale billeder. Særegent konglomerat Værket er opstået som en privat tilfældighed, men har bestemt interesse for andre og flere end de direkte involverede. For det første er bogen trykt og indbundet i Kina, den er grafisk usædvanlig og meget flot, og papirets kvalitet og forarbejdning (det er foldet) adskiller sig ganske markant fra den typiske hjemlige digtsamling. For det andet ytrer den i USA opvoksede Dreschers baggrund sig ved forekomsten af engelske ord på billedfladen, sådan at det hele fremstår som et glimtvis særegent konglomerat af nationaldanske, amerikanske og kinesiske elementer, såvel på det typografiske som det semantiske niveau. Et smilende hav Der er vitterlig en vis skurrende samklang mellem digte og billeder. Steensigs digte er båret af en tydelig humor, en kryptisk klarhed og ofte et lakonisk svirp, spændende fra det ultrakorte »Dagen er .../Natten er ...//Fantasien er en luder//Tag fra hænderne/og giv dit tøvende fantom/et trælår«, til det mere udfoldede 'Kispus': »Solen spreder sine benzinstråler ud over/gungrende vidder//Bilerne løber forelsket af sted mod nye ukendte mål//Kiosken besvimer et ældre ægtepar/Husene drømmer sig ind«. »En muskuløs dreng letter med kilometerlange/tilbøjeligheder fra badebroen og bliver til en sky//Dartskiven på bunden af kisten lyser//Kranen drypper//Havet lever og smiler//Der varmes op til et budskab«. Prægnante metaforer og finurlige overlapninger er der rigeligt af i digtene, lige som Dreschers livlige og farvemættede og detaljerige kollager sardonisk spiller op til dans. Interessant røgsky Ved første læsning var jeg meget indtaget, og jeg har stadig stor sympati for forehavendet - men anden og tredje gennemlæsning efterlader i hvert fald denne læser med en lidt halvtom fornemmelse. Det viser sig ved, at man - jeg - før alt andet registrerer den kunstfærdige dygtighed, hvormed både digter og illustrator opererer med spejle og røg, men ikke for alvor drukner i ordbilledernes berørende brand. Der er bestemt tilløb til noget inciterende, og blålys er det ikke, og det er bedre end f.eks. Brøggers og Wilsons beslægtede 'Timebog' fra 2004 - men projektet (mødet mellem ord og billede, og mellem det asiatiske og det vestlige) forløses ikke så vildt og bragende, så blidt og formfuldendt som hos en Henri Michaux f.eks. Ikke desto mindre: en interessant lille røgsky i overordentligt fin indpakning.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























