Hurra for små (og store) forlag, der - takket være gode oversættere fra de 'små' sprog, universiteterne nu nedlægger - giver os det, vi ikke vidste, vi savnede. For eksempel en 38-årig mandlig bulgarsk forfatter, der skriver på bulgarsk fra Bulgarien om noget så genkendeligt som sin skilsmisse. Med den som et murrende smertepunkt og akkompagneret af en dæmpet og civiliseret ømmen sig oven på ydmygelsen og nederlaget får vi 'En naturlig roman'. Det vil sige en masse små mere eller mindre selvbiografiske historier, mest begyndelser, men sandelig også nogle afslutninger - med rammefortællingens skilsmisse som den voldsomste. Fluernes bibel Men fortælleren, som har en dobbeltgænger i teksten og til overflod flyder sammen med en vagabond med samme navn, har ifølge eget udsagn en svaghed for begyndelser. Især berømte romanbegyndelser, som han sætter vilkårligt sammen (der er lidt for mange dumme trykfejl i den fra 'Krig og fred'), men også små fortællinger fra sin ungdoms kommunistiske og landlige Bulgarien. En anden svaghed er fluer: Han fører en morsom samtale med en hunflue, leverer et lille essay om fluernes konstruktion og gør et ret vellykket forsøg på at skrive skabelsesberetningen, som hvis den kom fra fluernes bibel. Desuden er han optaget af wc'ernes plads i vores liv. Revner i teksten Fortællerens situation, efter at konen pludselig en dag kom hjem fra arbejde og var gravid med en anden mand, begrunder hans følelse af uvis identitet, hans eksperimenteren som vagabond og hans lidt rablende, eller pænere udtrykt: fabulerende tanker. I det hele taget er 'En naturlig roman' meget fabulerende, hvilket efter min smag er et yderst kærkomment supplement til de mere spekulative afsnit. Men selv er er han konkret og sanselig: »Jeg søger revner i teksten, som jeg kan snige mig ind igennem. Jeg mener, det ville være uklogt at komme ind via begyndelsen. Der er den stadig stærk, syntaksen er spændt, og jeg vil nemt blive afsløret«. »Jeg har brug for en lyrisk digression, en detaljeret beskrivelse, der er båret af ordene, der vil jeg kunne smutte ind som et blad, der skælver ved et pludseligt vindpust, eller som et lille firben, der smutter ind under stenen«. (At jeg netop i dette citat ville have sat et semikolon og et accenttegn, betyder mindre - oversætteren har til hele bogen fundet en fin tone, både lakonisk, poetisk og trist). Vedkommende Georgi Gospodinov er redaktør af en litterær ugeavis og har to digtsamlinger og en novellesamling bag sig. Han fik sit internationale gennembrud med 'En naturlig roman'. Det fortæller bogens flap, der også kalder ham 'den unge bulgarske litteraturs enfant terrible'. Jeg vil nøjes med at kalde ham et velkomment og yderst vedkommende bekendtskab.