Norsk litteratur er fremgangsrig i disse år. Strømmen af gode romaner fortsætter, denne gang med romandebutanten Levi Henriksens 'Sne vil falde på sne som faldt', der skildrer en kold norsk udkant, så man kan mærke sneen isne gennem støvleskafterne. Hans hovedperson, den 38-årige Dan Kaspersen, har en grundfølelse i livet, som han i et sjældent filosofisk øjeblik udtrykker sådan: »Vi bærer alle på et eller andet gennem livet«. »En forestilling om at skæbnen eller livet burde have taget os et helt andet sted hen«. Narkosmugling Dan har nok at bære på og mange grunde til at ønske sig et andet sted hen end det øde Skogli, en bygd, han vender tilbage til efter to år i fængsel for den narkosmugling, han kom med i, forledt af drømmen om hurtige penge, der kunne føre ham væk fra det husmandssted, hvor han boede sammen med sin bror. Det er det, han vender tilbage til efter afsonet straf, men broderen er død - selvmord, tror man i første omgang. Dan går stadig rundt uden mål og med, med samme »totale mangel på retning i sit liv«. Åndet i nakken af landbetjente, der tror, han er indblandet, hver gang der sker noget kriminelt på egnen. Varme og kulde Levi Henriksen har udtalt, at han har villet skrive en varm historie i vældig kolde omgivelser, og det er lykkedes på meget charmerende vis med beretningen om to brødre, der altid har holdt sammen efter deres forældres trafikdød, da de kun var store drenge. Dan kan ikke komme sig over broderens død, og han sidder fast i tilværelsen, for nogen ny begyndelse ligner det ikke, når han ikke har tænkt sig at gå og hakke i husmandsstedets magre jord. Men så møder han Vera Steinmyra med det lille barn. Ingen ved, heller ikke hun selv, hvem der er far til barnet. Er det ærkefjenden, der lokkede Dan i uføre, eller kan det være Dans elskede bror? Fortabthed og humor Hvad redder en fåmælt, retningsløs machomand i en iskold udkant? Kærligheden, naturligvis, i form af en varmhjertet kvinde, der tror på Dan og tør ham op. Det er således grundlæggende en romantisk historie, Levi Henriksen har skrevet, uanset hvor mange svineslagtninger, slagsmål, krimiplots og fåmælte mænd, der kører rundt i romanen i stærke biler på isglatte norske veje. Til dette mandsunivers skal lægges Dans erindringer om en opvækst i pinsemenigheden med prædikantfaderens ord om frelse og fortabelse syngende for ørerne. Og en onkel med amputeret ben; der har været sømand på de syv have, inden han kom til det forhadte, vinylbeklædte plejehjem, som Dan lejlighedsvis befrier ham for, bl.a. på en mindeværdig tur til den svenske grænseby, der huser et par asiatiske ludere. Romanens grundfølelse af fortabthed er sat sammen med en overraskende varme og humor. Den har også et krimiplot, der efterhånden tager fart. Men det er ikke det væsentligste; det er, at tonen lyder så rent. Romanen er i familie med Per Pettersons 'Ud og stjæle heste', knap på subtil som den, men meget læseværdig.