Historien om en dreng, der i løbet af en skæbnesvanger sommer skal tage springet fra puppe og hvalp til menneske på egne to ben, er mildest talt ikke ligefrem nyt stof. Men er forfatteren dygtig, opfindsom og følsom nok, kan denne litterære overgangsrite heldigvis fremstå så dugfrisk som nogensinde, viser Jim Lynch. Han debuterer som romanforfatter med 'The Highest Tide', men den amerikanske forfatter er langtfra nogen grønskolling. Han er noteret for adskillige priser som journalist og har haft noveller i forskellige litterære magasiner. Arketypisk helt 'The Highest Tide' er på den baggrund blevet et ganske lykkeligt ægteskab mellem et typisk ømt debutantstof fra hjemstavnen og en letflydende, dreven skrivestil. Hovedpersonen Miles O'Malley behøver ikke have røde ører over at befinde sig i samme tradition som J.D. Salingers Holden Caulfield. Miles O'Malley er i denne sammenhæng en arketypisk helt. Begavet og følsom, akavet og underudviklet. Hjernen galopperer, men den 13-årige drengs krop nægter at udvikle sig, endsige at vokse. Fortællerens forestilling om dengang den gammelkloge sjæl var pinagtigt, og alligevel endnu lykkeligt uskyldig, fanget i barnets krop. Giftig mediekritik Lynch betjener sig af flere kneb for at gøre historien personlig og anderledes. I 'The Shipping News' gjorde E. Annie Proulx knob og knuder til en gennemgående metafor, den røde tråd i fortællingen om en, nå ja, knudemand. I 'The Highest Tide' er det den forbløffende fauna i en bugt på USA's nordlige stillehavskyst, hvor tidevandet skiftevis blotter og tildækker det skjulte, der leverer de mange smukke metaforer og forbløffende naturhistoriske facts, som tilsammen udgør den myldrende planche bag Miles O'Malleys møde med tilværelsens store udfordringer: sex, død, alderdom, kærlighed, ansvar. Det hele bliver så farvestrålende og bevægende udtrykt ved hjælp af gopler, søanemoner, morild og ikke mindst den kæmpeblæksprutte, som Miles finder en sen nat. Fundet af kæmpeblæksprutten giver anledning til det moderne spor i 'The Highest Tide'. Fundet af dyret fra det mest hemmelighedsfulde havdyb bliver en sensation, og sensationen bliver ikke mindre, da Miles kommer til at antyde, at han har fornemmelsen af, at det var meningen, at han skulle finde den. 'The Highest Tide' får som i D.B.C. Pierres 'Vernon God Little' et element af giftig mediekritik og kiler sig samtidig diskret, men tankevækkende, ind i de hidsige amerikanske diskussioner om evolution kontra kreationisme, om naturvidenskaben og den dybere mening. Naturens mirakler 'The Highest Tide' er også tæt på at blive en smule for kløgtig til sine egne bukser. Forældrene bliver skilt, og imens orienterer Miles sig mellem to generationer af kvindemystik. To naboer. På den ene side den gamle, synske rebel Florence truet af alderdomshjemmets levende død. På den anden side den unge desperate punker Angie, som i sin søgen efter en mening med livet spræller som en fisk på land. Man mere end aner konstruktionen, men samtidig er det hele så varmt og klogt ført ud i livet. Naturens mange mirakler tindrer for øjnene, mens man læser, og imens skildrer Jim Lynch et klassisk gennemsnitsmirakel af de stædige: Endnu et æg, der ender med at gå rundt på to ben og læse digte og blive klog på mikro- og makroorganismernes forbløffende formeringslyst og mange mærkelige overlevelsesstrategier.