Det er en misforståelse, som også nu og da trives hos yngre litteraturfolk, at Cervantes opfandt den moderne roman med sit mesterværk 'Don Quixote'. Romanen er som genre langt ældre, og i den halvsene antik i overgangen mellem hellenisme og romerriget gestalter den sig faktisk næsten, som den ser ud i dag, når den bliver til film eller fjernsynsføljeton. I middelalderen genopstår den netop ved navns nævnelse som noget, der foregår i forne tider, da livet var mere 'romansk', det vil sige mere ædelt og frit, mere høvisk og ridderligt. Kærlighed var en fin perle og ikke en tur i svinestien. Tidlige romaner Antoine de La Sale var ridder og adelsmand af den gamle skole og skrev i 1400-tallet to fortællinger på prosa, som reelt er romaner. Og vel og mærket realistiske af slagsen. Litteraturhistorikeren Erich Auerbach behandler den ene, 'Barnegidslet', i sit skelsættende værk om virkelighed og sandsynlighed, 'Mimesis', mens den fransk-bulgarske Julia Kristeva i 1970'erne brugte den første om den unge ridder Jean de Saintrés møde med kvinden og kærligheden til sine romanteorier. Første realist Her foreligger de La Sale's to charmerende historier fra riddertidens sidste dage i en delikat og velkommenteret udgave med billeder fra tiden eller sådan der omkring. Dr.phil. Jens Rasmussen har forsynet de to prosaromaner med gode noter og kommentarer og argumenterer fint for, at de La Sale må siges at være den første realist i moderne forstand. Især 'Barnegidslet' er en grum og inciterende historie om den enbårne søn på tretten år, som bliver ofret og henrettet i magtspillet mellem Frankrig og England i Hundredårskrigen. Brest i Bretagne er belejret af den sorte prins, den senere Edward III, og han dræber kynisk knægten, da franskmændene får hjælp. Barnets mor er den sidste, som får de faktiske og grusomme forhold at vide, og bærer i sig den klassiske græske valgsituation: at være - moderne - bekymret mor med sorg i hele sindet eller bære skæbnens slag med slægtssamfundets stolthed og stoicisme. Fortælleglæde Historien om Jean de Saintré kunne være forbillede for Walter Scotts roman om 'Quentin Durward', middelalderens sidste ridder. Altså om en fattig junker, der opdager, at heltenes tid er ved at rinde ud, men alligevel lever op til dens normer, selv da hans udkårne, Belle Cousine, svigter sin platoniske beundrer for at gå i engen med en munk, en fej og fræk abbed. Denne historie er ujævnt fortalt, men bæres frem af La Sales glæde ved at fortælle om den chevalereske epokes heraldik, turnering og kurmageri. Måden at kaste sin handske på, opslå sin ridderhjelm og kun tage den i favn, som ej dølger sit åsyn og navn - for nu at parafrasere gamle B.S. Ingemanns vise om Holger Danske. I hvert fald er de to franske ridderfortællinger oplagt (jule)gave for alle os, som aldrig bliver trætte af middelalderen, den med Roland, Holger Danske, Kong Arthur og co., Ivanhoe og alle de andre karle i panser og plade.