Hvis al kunst står på skuldrene af den forrige, skal det ikke være nogen hemmelighed, hvilke smalle skuldre den norske seriepige 'Nemi' har fødderne plantet på: »Selvfølgelig: Det store forbillede for både den svenske tegneserie 'Rocky' og min egen 'Nemi', det er da Charlie Christensens 'Arne And'!«. Sådan vedkender den nu 30-årige norske serietegner Lise Myhre sig arv og gæld angående (a)andeligt ophav til successerien om heavymetal-silden Nemi, der deler satanisthilsen med Lars von Trier og værtshusvaner med 'Rocky' (se Politikens 2. sektion, næstsidste side) samt med bemeldte 'Arne And'. Ham vender vi tilbage til. Singleliv Lise Myhre var ellers i skarp træning som romanforfatter for skrivebordsskuffen, da hun pludselig i 1997 brød igennem - karakteristisk nok i det norske Larson-blad (opkaldt efter den syrede 'Far Side'-tegner Gary L.) - med sin stribe om den godt 20-årige norske single Nemi, hvis hovedproblemer cirka er: Hvordan overlever man tømmermænd? Hvordan scorer man en lækker fyr, uden at han har drukket sig ulækker? Og hvordan bliver man voksen uden de velkendte skræmmende bivirkninger? Sortklædt succes Nemis charme ligger nu slet ikke i nogen grænseoverskridende oprørspointe i fjerde rude af hver stribe, men snarere i seriens studium af verden set fra goth-subkulturens vinkel - og af ungdommens egen vekslen mellem overmod og selvforagt. Regressionen til barnlig tryghedsnarkomani lurer i hver tredje stribe. Under Nemis rå ydre banker nemlig et skumfidushjerte, der med tiden har fået mere magt over hendes adfærdsmønster, mens hendes oprindeligt stramtandet småborgerlige veninde Cyan (med cyankaliumblåt hår) er blevet mere vild og anarkistisk med årene. Lise Myhres streg har - trods al piercing, tatovering og vrængen - stadig bevaret en stram enkelhed med rester af noget pigepænt dekorativt. Serien kører som avisstrip i en række europæiske lande, har sit eget månedsblad i Norge og Sverige - for ikke at tale om kalender, postkort, julekalender osv. Men ud over et par visitter i serieheftet Basserne er dette bogudvalg af 3-400 striber den første danske præsentation, nu i farver, hvad der klæder den sortklædte succes. Næbtransplantation Egmont, der udgiver 'Nemi' i Danmark og Norge, spiller en knap så flatterende rolle i forhold til 'Nemi's forbillede, 'Arne And'. Charlie Christensen hedder den svenske tegner, hvis far er dansk - men seriens titelperson har fra næb til halefjer et umiskendeligt amerikansk præg: »En moderne Anders And«, forklarer Christensen selv i det lange, oplysende forord til denne samleudgave af oprindeligt fire bind, og uddyber: »Jeg ledte efter den rendyrkede egoisme, den mest uskyldige egocentrisme og den mest udtalte seksualitet. At være politisk korrekt var det sidste jeg ville«. Han fandt, hvad han søgte: intellektuelt en skræmmende bodegablanding af Charles Bukowski og Movitz fra Bellmans sange, men korporligt en platfodet undermåler, som Egmont i København meget rigtigt opfattede som en kopi af den Disney-and, koncernen havde trykkerettighederne til i Norden. Og gudhjælpeme om ikke de pudsede en advokat på værtshusbumsen - brevet fra ham i anledning af albumversionen senere hen er optrykt i dette ny, samlede bind til evig skam og skændsel! En næbtransplantation til noget mere spidst blev den midlertidige løsning - indtil tegneren i en spøg & skæmt-butik fandt det »løsnæb«, der gengav det fordrukne fjerkræ ligheden med forbilledet. Værtshusvise kommentarer Christensen flyttede til Spanien og har siden udgivet en lidt tam firebinds tegneserieversion af vikingeromanen 'Røde Orm'. Frans G. Bengtssons ramsaltede original er faktisk vildere, konstaterede jeg ved genlæsning i sommer. Men i første halvdel af 90'erne kommenterede Arne og hans lommefilosofiske drukbror, Krille Krokodille, bl.a. politiindsatsen efter Palmemordet, Ebbe Carlsson-affæren, redaktørskifte på Expressen, Fellinis død og andre begivenheder, vi nu halvt har glemt -uden at det forringer virkningen af andens rå og uhjertelige tonefald. Serien vil blive stående i skandinavisk seriehistorie, både som forbillede og i sin egen ret. F.eks. med de værtshusvise kommentarer til kristendommens forestående undergang, feminismens faretruende fremmarch og dens eventuelle anvendelighed som scoretrick - som socialan(d)arkisten så rigtigt vrisser: »Hvad gør man ikke for at komme til at nulre bryster?«. Visse emner er nu engang tidløse.