Der higes og søges efter nyt tøj til Den Gode Historie. Nogle spadserer på den lange og ordrige Trilogivej, andre går modsat. Knappe historier i tynde hefter. Få ord og mange billeder. Det må godt ligne en tegneserie - og gerne en japansk. Det er hardcore drengetegnernes store tid nu, hvor billedmængden vokser opad med alderen. Magisk navn De har sikkert nok at se til: Jesper Ejsing, Christian Højgaard, Niels Bach og nu manden med det forjættende fornavn: Merlin P. Mann. Sammen med Jan Kjær søsætter han serien om drengen Taynikma fra landet Tayklanien. Første hefte hedder 'Mestertyven', og der kommer et nyt hver sjette uge. Ingen hæmninger Kjær og Mann lever drømmen helt derud, hvor billede og ord svøber sig ind i hinanden og bringer handlingen fremad hver især, hvor intet er usandsynligt, hvor farverne er dunkelgrove, og hvor de onde ser virkelig onde ud. Der er ingen hæmninger over for finkultur og den accepterede, gode smag i øvrigt. Til gengæld har de en veludviklet fingerspidsfornemmelse for eventyrets elementer og genkendelighed. To rødder boltrer sig ustyrligt i dette projekt, som de har lokket det uerfarne Phabel forlag med på! Taynikma får også tid til at passe sin hjemmeside, der er en del over gennemsnittet: www.taynikma.dk Læsefjendske drenge På hvert opslag er der mere billede end tekst. I 'Mestertyven' handler det om hovedpersonens første besøg i den store by, hvor tyranni og kriminalitet hersker. Der sker ting og sager. Billedsiden er vel mest en fusion mellem den fransk-belgiske tegneseriestil og den japanske manga. Europa leverer kulisser og stille stunder, mens Fjernøsten kommer med action helt oppe på tåneglene. Taynikma har potentiale til kult. Den skjulte dagsorden med sådanne udgivelser - det gælder også Josefine Ottesens elleve succesrige hefter om 'Drageherren' - hedder læsefjendske drenge. Det er for så vidt i orden, at de får det nyeste og det bedste. Men de skal ikke have det at vide!