Det er i flere henseender pikant at skulle anmelde prins Henriks ny digtsamling 'Hviskende Brise'; ej let, fordi Henrik jo er en royal figur, snarere end et lyrisk privatindivid, og det kan jo både afføde (og afføder) urimelig ros og ubillig kritik, på godt og ondt vil det spille ind, at prinsen er et offentligt symbol. Og udfordrende også, fordi digtene er så helt og aldeles og emfatisk eksotiske, specifikt sådan at forstå, at de er meget franske og meget fortidige: Vi er på fransk grund, selv når der er henvisninger til dansk gråvejr, og vi er i en kulturkreds næret af en selvbevidst tradition, der går fra de romantiske Victor Hugo og Lamartine, til tidlig-symbolisten Verlaine, og måske også et gran Mallarmé, og hvor der tillige er dybere rødder tilbage i litteraturhistorien, mindst ned til kærlighedsdigteren Ronsard. Dét er ikke gængs kost i aktuel dansk lyrik. Drøm og strøm De 52 digte rimer gevaldigt! F.eks. som »Avec vous le fleuve est si beau/que mon coeur nage au fil de l'eau./A ce rhytme la vie,/ma tendre amie« (i oversættelsen: »Med dig er floden så skøn som en drøm/og hjertet svømmer i vandets strøm/i denne rytme/er livet for kort«). Der er ofte både indrim i hver enkelt linje, og der er uophørligt enderim som AB AB, eller AA BB f.eks., et faktum, Peter Poulsen bravt og meget fint, synes jeg, får kæmpet over i et dansk, der enten helt renoncerer på rimet, eller vitterlig lykkes med at lave parallelle danske rim, og som flere steder vellykket må gendigte snarere end oversætte i traditionel, snæver forstand. Barnlig patos Digtenes motivverden er hentet i naturen, med strejfture til gader og stræder, og rent tematisk er de gennemsyret af en blid eller rørstrømsk eller virkeligt dyster melankoli, der er lidt la Rochefoucauld over det, og Lamartine: Evigt ejes kun det tabte, og så må vi i stedet hengive os til øjeblikket, til dansen, til kærligheden, i en lattermild trods - og med det sorte bagtæppe, at vi skal dø, at vores kærlighed forsvinder, at vi undertiden er selvoptagede og tåbelige. Henrik kaster som oftest blikket på kærligheden, forelskelsen, skænderiet, kulden, ømheden mellem elskende, eller blot gifte ægtefæller. Og selv om han er diskret, og alt er næsten klinisk renset for ethvert spor af den socialhistoriske livsverdens prosaik, så får man alligevel glimt ind i et ægteskab, der måske ikke altid er ren idyl, for nu at sige det pænt. Men det er langtfra det hele; der er også en undertiden næsten barnlig patos, en patos over, at Paradis er gået tabt, og jeg ville sige, at der kræves en vis dristighed, et vist mod for på den led at blotte sig for en mulig, kynisk hånlatter, der finder det hele jammerligt, sentimentalt, naivt; det mod må man trods alt tage hatten af for, det kender jeg ikke mange danske digtere, der ville turde. Og det er suppleret af Maja Lisa Engelhardts kongeniale billeder, gennemfarvet af mørke, med pludselige, lyse strejf, der eksploderer glade ud i de dystert ulmende baggrunde. Opløftende vartegn Der er noget fint over trioen Henrik, Peter Poulsen og Maja Lisa Engelhardt, en ret syret sammenkobling, men den fungerer! Henrik har også udkastet to poetikker, hvoraf det fremgår, at han skyer det esoterisk komplicerede og vover sig ud i det (tilsyneladende) enkle og simple, ordene skal besynge glæden og kærligheden, men de skal også frisættes: »Laissons aux diables la dialectique/et confions aux anges la musique/afins que les rimes bougent sans trêve/rêvant de vivre/ivres/et chargées de rêves«, hvilket Poulsen karsk får til: »Til helvede med dialektik/lad os satse på englemusik/så rimene uophørligt kan strømme/leve og drømme/belæsset med drømme/i evig rus«. Jeg holder måske mest af Henriks digte til sin gravhund, og til floden Olt; dér er noget virkelig kærligt og hengivent i sansernes og blikkets nydelse, en hengivelse, der fjerner sig fra det parfumerede og lige en kende for indsmigrende, der også kan snige sig ind i visse af digtene. Jeg er ikke royalist. Ej heller militant republikaner (selv om det ikke mangler meget). Men jeg kan alligevel ikke lade være med at glæde mig over, at dronningen maler, og Henrik digter, og glæde mig over, at de via deres fond så ofte viser deres påskønnelse af, og giver vigtige bidrag til, dansk kunst og kulturliv - det er et opløftende vartegn midt i en ellers kedsommelig og uciviliseret Venstre-epoke, der går fra tanke til faktura i en lang bue uden om alt det der pjat med kultur og forskning inde i midten. Så kom bare med flere hviskende briser, Prins Henrik! En svulstig, smuk, øm og meget velrimet samling briser er det, der her hvisker gennem de frankofile rim.