Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Had og hengivelse

- og en god del humor. Elfriede Jelinek sætter kønnenes seksuelle magtkamp på spidsen i 'Spillelærerinden'.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sidste års litterære nobelpristager, østrigske Elfriede Jelinek (f. 1946), blev for nylig af en af de ældste af det svenske akademis mange gamle mænd frakendt enhver litterær kvalitet.

Det angreb må have haft ekstra-litterære årsager.

For man skal være blind og især døv for at frakende Elfriede Jelineks nu 23 år gamle roman 'Die Klavierspielerin' litterær værdi på Nobel-niveau.

Problemet er snarere, at den er en mesterlig dissektion af og vrængen ad det 20. århundredes grød af fascisme, patriarkat, kapitalisme og deraf følgende seksuelle perversion ud fra en meget snæver mellemeuropæisk, selvhadende psykologi og kønsbevidsthed.

Monstrøs mor
'Klaverlærerinden' blev filmatiseret i 2001 med Isabelle Huppert i en grænseoverskridende hovedrolle - har man set den, ser man hele tiden Huppert for sig. (Selv om hun nok er lidt for køn).

Den 36-årige Erika Kohut - det er ikke tilfældigt, at hovedpersonens efternavn begynder med samme bogstav som Kafkas og hans figur Josef K.s - bor efter den efterhånden sindssyge fars død sammen med sin monstrøst dominerende mor.

De sover sågar sammen i dobbeltsengen.

Skånselsløs stemme
Forholdet mellem de to er en symbiose af afpresning og underkastelse, had og afhængighed, ambitioner og selvbedrag.

Erika skulle (naturligvis) have været verdensberømt pianist og er stadig efter moderens mening et miskendt geni, men nu er hun falmet og underviser på Wiens konservatorium. Dér gik Elfriede Jelinek selv i sin tid, og hendes viden om og fornemmelse for musik fornægter sig ikke.

Forfatteren vrænger ad vulgære sandheder om musik og komponister; ikke desto mindre er det i passager med musikalsk indsigt, at hendes tekst bliver mest følsom og næsten sårbar. Ellers er det en skånselsløs, dissekerende stemme med en egen barsk humor, vi hører fortælle historien om Erika K.

En ækel rotte
En af hendes unge elever, det sports- og kropsdyrkende ariske muskelbundt Walther Klemmer, tiltrækkes af hende og vil gerne prøve en moden kvinde på sin såre pragmatiske mandevej gennem diverse erobringer.

»Walther Klemmer lægger fornuftigt sit hjerte i sin hjerne og tænker grundigt de kvinder igennem, som han allerede har ejet og siden skaffet sig af med til udsalgspris«.

Den tilsyneladende utilnærmelige og meget hovmodige lærerinde er ikke upåvirket: »hun ser ham ikke, og han skal bemærke, at han er luft for hende. Indvendig er hun ved at brænde op. Hendes flamme lyser klarere end tusind sole ned på den ækle rotte, som kaldes hendes køn«.

Dette køn lemlæster hun på forskellig vis, når hun er alene, og hvad enten man læser det symbolsk eller psykologisk, er det kønnet, der har ophobet perversionerne fra fascismen, kapitalismen, patriarkatet og den helt konkrete undertrykkelse i familien. Ting, der for en europæisk erfaring hænger uløseligt sammen.

Følelseskold voyeur
Erika er helt uvidende om kærlighed i nogen som helst form - hun har tilsyneladende aldrig mødt den. Heller ikke som den påstået hellige moderkærlighed, som her udtrykkes i sin mest sygelige form. Selv ikke erotikken, som dog momentvis har visse sammenfald med kærligheden, siger hende noget.

Erika er ude af stand til at føle noget med sit køn, andet end afsky og selvpåført smerte - og så er hun en ivrig belurer til både peepshows med møntindkast og i natlige parker.

Hun vil aldrig give sig selv helt, men har ventet mange år på en mand, der skulle kæle for hende, når hun havde nedlagt ham. Imens hun ventede, har hun »som et dyr med dårlige svømmeevner« padlet »nervøst og spjættende, med hovedet højt løftet, rundt i det varme moderslam«.

Kvindevenskaber? Glem det: det føler Erika K. sig hævet over. Desuden ville de opløses ved en mands tilsynekomst. »Straks lader de sig rive ud af deres venskabsvarme omfavnelse for at rette deres sugekopper mod ham og bore sig ind under huden på ham som landminer. Senere vil mismodet eksplodere med et brag (...)«.

Nogle af eleverne på konservatoriet har »frostrøde pølsefingre« og går der på grund af forældrenes eller egne håb om en social opstigning. Hvis pengene slipper op, må en småborgerlig detailhandlersøn »skifte erhverv fra 'kunstner' til købmand' og det vil sikkert fremgå, når han indrykker en ægteskabsannonce. Det kommer hustru og børn til at bøde for«.

Barsk humor
Kunsten, kapitalen, patriarkatet og seksualiteten er filtret sammen, og det kan være svært at se, om det er foragt eller medlidenhed, der driver forfatteren. Jeg er bange for, at det er det første.

Det er nok også det, der generer hendes kritikere - foruden en ofte ækel seksuel iscenesættelse, som dog ikke findes i denne bog. I hvert fald ikke mere ækel end den pornoficerede hverdag, Jelinek forudsagde for 23 år siden.

Hendes beskrivelser af pornografi er desuden fulde af en vis overbærende humor. »Der bliver som regel arbejdet hårdere i pornofilm end i film om hverdagens anstrengelser«.

Humoren kommer også til udtryk i de ellers ret bitre beskrivelser af konservatoriets undervisning. Lederen af blokfløjteklassen har skrevet et »vovet« værk for børneorkestret, »med vekslen mellem jævne og ujævne takter, som vil gøre så mange af de små til sengetissere«.

Ja, jeg sagde jo, at humoren var barsk, også der, hvor Erika har lyst til at slå sine kløer i en elevs hoved »og knalde det ned i flyglets indre, indtil dets blodige indvolde af strenge springer hvinende ud under låget. Så vil det Bösendorfer være bragt til tavshed«.

Skelsættende bog
Efterhånden som romanen skrider frem, kommer den til at handle mere om det betændte forhold mellem kønnene, personificeret ved Erika og Klemmer, som han kaldes uden fornavn.

Man kan ikke fortænke ham i at blive skræmt af Erikas forslag til en alliance. Det er nemlig radikalt masochistisk og forudsætter, at han skal behandle hende som en ting. Han forstår ikke, at det gør han (og alle andre mænd) allerede, i kraft af fascismen, kapitalismen, patriarkatet ...

Jelinek er alt for god en forfatter til at sige det direkte - til gengæld viser hun os det med al ønskelig tydelighed. Det ville ikke være til at holde ud, hvis det ikke var så oprørende, originalt skrevet - og morsomt på den rå måde.

Louise Puck Hansens oversættelse er så fremragende, at selv de stedvise stavefejl virker som et slag i ansigtet. Send flere tyske romaner til hende! (Men læs bedre korrektur).

'Spillelærerinden' er en skelsættende bog; på nogle vil den måske virke lige så stærkt som Kafka. At den nu så mange år efter sin udgivelse er kommet på dansk, kan vi takke Nobelkomiteen for. De gamle, sure, bange mænd kan godt pakke sammen.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden