Vi er i Bagdad mellem juli år 21 og april år 22 (år 2025 efter gammel tidsorden). Unavngivne personer vælger som et historisk dokument at udgive en vis 'Nielsens' dagbogsnotater og kladder, hans hjemsendte artikler til Weekendavisen i Danmark, og uddrag fra hans weblog, alt fra tiden 2003-2004, efter den tidligere, romersk-kristne tidsorden. Den danske forfatter Claus Beck-Nielsen døde strengt taget i 2001, men de, der står bag 'clausbeck-nielsen.net', har ikke desto mindre valgt at udgive og kommentere de oprindelige tekster fra en person ved navn 'Nielsen', der stærkt minder om afdøde Beck-Nielsen. Tomme figurer Forvirret? Det er der ingen særlig grund til, det er afdøde Beck-Nielsens sædvanlige og nu veletablerede leg med tomme identiteter og musilske mænd uden egenskaber, der er på spil: Vi er blot tomme figurer med egennavne, der som en skrøbelig fiktion tilsteder os følelsen af fast identitet. Men det er kun rammen om noget af den bedste politiske kunst, der er blevet udført både hertillands og udenlands i de senere år, nemlig alle Das Beckværks diverse manøvrer. Bevæbnet med dialog Springer vi fra rammen ind til selve den oprindelige fortælling, går den i al sin enkelhed ud på, at to danske mænd, Nielsen og diplomaten Rasmussen, i 2004 tog til Irak med en stor, tom kasse påført mærkaten 'Demokrati' - hvilket de i realiteten gjorde! Hensigten var konkret og interventionistisk at føre det egentlige, ubevæbnede og civile demokrati til Irak og at gøre brug af dets mest forførende våben, den åbne samtale og den afvæbnende lytten. Amerikanerne havde banet vejen, men også forkludret det hele ved brutalitet og imperialistisk adfærd. Motiverne bag de tos odyssé (der i teksten ofte sammenlignes med Rosenkrans og Gyldenstjerne i Shakespeares 'Hamlet', altså de to nyttige idioter, der går til grunde) er dels at gøre en forskel, at handle frem for blot passivt at beskue, og dels at manøvrere i det, der efter den tyske retsfilosof Carl Schmitt benævnes »undtagelsestilstanden«. Dokumentarisk tilbageblik Den konservativt revolutionære Schmitts påstand (fra 1920'erne) var, at kun suverænen bestemmer undtagelsestilstanden, og at undtagelsen er det, der kommer før og definerer reglen. Senere har den italienske filosof Giorgio Agamben (diskutabelt) foreslået, at vi nu, i kraft af Bush-doktrinen og Guantánamo, lever i den permanente undtagelsestilstand, og det er den påstand, tekstens redaktør eller redaktører tager til sig, blot med den tilføjelse, at vi i Irak anno år 22 har at gøre med en utopisk realisering af det ideale demokrati, på en tid hvor det amerikanske imperium så småt er sunket i grus. Teksten som helhed tilbyder med andre ord et dokumentarisk tilbageblik på de faldgruber og vildveje, der lå indlejret i dette ideale demokratis svære og blodige fødsel (og hvor det er uklart, om ikke der i realiteten er tale om en abort eller fødslen af en komplet alien). Teksten er desuden forsynet med iscenesatte fotografier, og Nielsens ubehjælpsomme korttegninger over de scener, hvor Nielsen og Rasmussen forsøger at slå deres lille demokratitelt op og snakke ikketotalitært med de lokale mænd. Tankeprovokerende blik Det, vi får, er da den selvbevidst patetiske beretning om en forblindet færd, de to danskes muldvarperejse gennem et kaotisk, korrupt og morderisk Irak. I beretningen gøres omhyggeligt opmærksom på det naive og ironiske ved de to europæeres velmenende forsøg, og på, hvordan den politiske utopi konkret må vise sig som en mellemting mellem en kuldslået desillusionsroman og en komisk vaudeville; samtidig afviser redaktørerne enhver tale om konspirationsteorier, altså her at CIA eller andre skulle stå bag foretagendet, med den begrundelse, at der for enden af enhver mistanke af den art altid findes en rungende tomhed, et intet. Redaktørernes dom over de to danske er hård, de er det værst tænkelige forklædt som det bedst mulige, hedder det. Det er muligvis lige omvendt med 'Selvmordsaktionen': Den er det bedst mulige forklædt som det værst tænkelige, altså et profetisk og tankeprovokerende blik på en fremtid, hvor demokratiet - om end i en overraskende ikkeeuropæisk udgave - alligevel råder uindskrænket.