»Pastor Sandberg kunne simpelthen ikke dø en naturlig død, det stod ikke i hans magt«, udbryder Rolf Lundman »med sin skarpe og trossikre lærerstemme«, under begravelsesmiddagen for den kun 49 år gamle leder af frikirken Sykars Tempel, som tilsyneladende er død af en sygdom, som ingen kan sætte navn på. I sin egenskab af kirkens revisor sætter Lundman sig for at finde frem til den virkelige årsag til Johnny Sandbergs bekymrende død. Skarp og enfoldig Den fromme Lundman, der er førtidspensioneret fra mellemskolen, fordi djævelen har det med at fare i ham og få ham til at miste besindelsen over for eleverne, går til arbejdet bevæbnet med Bibelen, Bonniers leksikon, en omhyggeligt spidset blyant og et hæfte, som han dag for dag fylder med betragtninger om vejret, troen, sine ornitologiske iagttagelser og den efterforskning, som hurtigt bliver en slags besættelse for ham. Lundman er på én og samme tid enfoldig og ganske skarpsindig. Fordækte forhold Han har ikke noget stærkt greb om den daglige virkelighed - en væsentlig del af romanens humor ligger netop i de underfundige antydninger af sammenhænge, som aldrig går op for ham - men han udfører sit revisionsarbejde med en nidkærhed, der kommer noget bag på den bestyrelse, som har udpeget ham. Lundman opdager tvivlsomme økonomiske transaktioner og fordækte seksuelle forhold, som måske og måske ikke har forbindelse med pastor Sandbergs død, og han konstaterer, at ikke alle menighedens medlemmer har lige nemt ved at administrere Templets særegne nadverpraksis, hvor vinen indtages under private former og gerne flere gange om dagen. Mesterligt gehør Romanen overholder detektivromanens konventioner, for så vidt som Lundmans indsats, fører frem til en chokerende afsløring, men bryder dem også eftertrykkeligt, idet det aldrig bliver klart, hvilken forbindelse den nyfundne sandhed egentlig har med Sandbergs død. Lindgren & Åkerlund ironiserer over den klassiske detektivroman, men bruger den først og fremmest som ramme om en historie om menneskelig svaghed og om rørende forsøg på at komme overens med den. Der er megen elementær komik og vittig satire over frikirkemiljøet, men også fine og loyale iagttagelser af tro og tvivl og af de frelstes oplevelse af at være genfødt som nye og bedre mennesker. Dialogen er præget af et mesterligt gehør, både hos forfatterne og hos oversætteren. Det fyger med bibelcitater, hallelujaer og dybsindige ord om Livet, Døden og Nåden, som, gerne i samme sætning, kontrasteres med betragtninger om vinterdæk, tandpleje og fyldt chokolade.