Oscar Wilde døde vistnok på et hotel i Paris. Da liget skulle fragtes ned med en af de hersens bittesmå parisiske elevatorer, måtte de lave en klap, som han kunne sidde lig på, ellers kunne han ikke være der. Fornøjelig humor Anekdoten fortælles i Lars Saabye Christensens titelnovelle under optakten til et klimaks, der anstændigvis ikke skal afsløres her. Jeg vil nøjes med at sige, at man har grinet sig hele vejen frem til det punkt, hvor Oscar Wildes elevator sætter sig fast - grinet over en klassisk trekantet utroskabshistorie fortalt med al den midaldrende mands selvhad, indsigt, ustyrlige begær og dommedag over sig selv. Og skulle jeg med ét ord karakterisere samlingen, så ville det være dette: humor. Det er så fornøjeligt at læse Saabye, fordi han rammer så præcist både i sine replikker, i sine beskrivelser og i det rum af samfundshistorie og kollektiv stemning, han formår at lægge omkring sine centrale fortællinger. Russerne kommer! Nu for eksempel den allerførste, 'Radio', der er en guddommelig historie fra radioens storhedstid i 1950'erne. Tre lemmedaskende teenagedrenge slår tiden ihjel med at stå og sparke en bold op på taget af en bygning, der viser sig at rumme akkurat det radiostudie, hvorfra Norges mest populære program sendes direkte: Det er spørgsmålet, hedder programmet med den omsværmede vært Rolf Kirkvaag, der f.eks. kan være midt i et interview med en stolt, men nervøs husmor fra Askim, der har dekoreret det æg, som allerede er blevet kåret til Norges flotteste påskeæg. Og pludselig er der så en lyd, ja værre: en ulyd. Vi stiller om til hjemmefronten, hvor den fodboldsparkende drengs forældre har haft øret klistret til kanalen: »Moderen foldede hænderne og knugede dem. - Det var der igen. - Hvad var der igen? - Lydene fra Store studie«. »Faderen rejste sig med et sæt. - Og det var ikke kun os der hørte det. Det gjorde alle. - Hvordan ved du det? - De sagde det i radioavisen. Støjkontrollen er sprængt«. »Edgar hængte jakken op på knagen og så væk. - Hvad tror de det kan være? spurgte han. - Russerne, sagde moderen hastigt. Faderen kom hen til Edgar og lagde sin hånd på hans skulder. - Nu skal du ikke blive bange. Men det kan være værre endnu«. Lynklare snapshot Og det kan det jo sagtens, være værre endnu. Hvis man husker 1950'erne eller 60'erne, så kan det f.eks. være Uidentificerede Flyvende Objekter. »Der er måske nogen, der vil os noget derude«, som fatter siger, mens sønnike synes, at det er ufatteligt, hvad hans fodbold kan udrette. Saabye Christensen formår at samle både det store tidsbillede og den lille familiære mekanik i lynklare snapshot taget med en forfatterhånd, der ikke ryster det mindste. Det ligger også i novellegenren, at den fremhæver forfatterens håndelag. På de få sider bliver det tydeligt, hvad der er grebet, mens f.eks. romanen mere kan lade tingene leve deres eget liv. Den større bog glider måske ligefrem forfatteren lidt af hænde og bliver kunst i egen ret. Novellen kan være en meget styret genre, helt i forfatterens vold - i modsætning til det levede liv, der klart er mere roman, end det er novelle. Hvilket man alt sammen får lejlighed til at gøre sig tanker om, mens man læser de noveller her i samlingen, der decideret tematiserer kunstner- og forfattergerningen samt dens forhold til 'det virkelige liv'. Unødvendige moraler Her står en tidligere publiceret novelle, 'Hvilesteder', centralt med sin iscenesættelse af en forfatter, der får en stor pris og kommer noget i krise af det. Adskillige nobelpristagere har skrevet over samme melodi ('Det sku' vær' så godt, og så' det faktisk skidt'), og her er det så modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris 2002, der sørgmuntert gennemspiller melodien, alt mens novellens hovedperson faktisk kommer godt i gang med at skrive en tale og »... gennem hårdt arbejde har overvundet en modstand, en tyngdekraft så at sige, og på den måde har skrevet sig ud over naturlovene og ind i kunsten«. Ja ja, man må vel have lov at hæve stemmen lidt en gang imellem. Men skulle jeg nu alligevel gøre mig lidt utilfreds, så skulle det netop være over, at der lige lovlig ofte i disse noveller falder en morale (»raseriet er en ussel motor«), som er unødvendig, og som lukker mere, end den åbner. Og hvis nu flere af disse noveller havde været festtaler, så ville jeg også her og der have opfordret taleren til at stoppe lidt tidligere: fire-fem af dem går ligesom i gang igen, når de hellere skulle være slut. Men så også slut med indvendinger. Jeg vil nødig ende som den uheldige elsker i 'Oscar Wildes elevator', som er ganske enig med elskerinden i, at vores mest anerkendte forfattere ikke mestrer selv den mest simple retskrivning, ja: »De får Kritikerprisen og gud ved hvad, men skriver at man ikke skal bøje alle over samme kam!«.