Janus er faret vild i sit eget hoved. En dag blev han bare siddende i bussen i stedet for at stå af og gå i gymnasiet. Han begyndte at strejfe, hutle rundt i gaderne, indtil diagnosen skizofren paranoid sendte ham fire år på den lukkede. Og det er så her, Jonas T. Bengtssons gedigne debutroman 'Aminas breve' begynder, ved udskrivelsen af en ung mand, der »med kroppen fuld af højdepunktet af medicinsk forskning« begiver sig ud på sit livs vigtigste mission: at finde - og redde - den tyrkisk-danske penneveninde Amina. Levende døde Med andre ord en klassisk helteodyssé og en klassisk moralsk historie om tossen, der reagerer sundt på det syge samfund. For nok er Janus afhængig af psykofarmaka i stærkt dulmende doser, og nok er han ude af stand til at spille det glatte facadespil, vi kalder normal opførsel, men et eller andet sted inde i kraniekassen er der klarsyn og fuld kontrol. I hvert fald gennemfører Janus sit projekt ud fra en barsk logik, der efterlader flere lig - og lort i lange baner. Og frem for alt gennemskuer Janus de levende døde storbymennesker, som han ramler ind i på sin vej. Fra broderen, der er blevet et stykke designernips i sin egen luksuslejlighed, til narkomanen, der knokler for at dø den visse, men langsomme heroindød. Sikre, men noget nuancefattige figurer. Solidarisk medleven 'Aminas breve' bæres ellers bravt af en socialt bevidst realisme, omfattende en hoben tosser og tabere og småkriminelle af ærkedansk og anden etnisk herkomst i slægt med både Jan Sonnergaards 'Radiator 'og Jakob Ejersbos 'Nordkraft'. Men romanen har en egen ro og vemodig empati over sig, som om en skæbnegudinde konstant kigger fortæller-jeget kærligt-bestemt over skulderen. Smukkest fungerer dette dramatiske trick i den indlagte hyrdetime, hvor Janus møder den depressive Anna, og hvor læseren - med dem - holder vejret i et kort, berusende frikvarter fra sygdommens impotente og følelsesløse døs. De drikker, spiser og horer, så man er lige ved at ånde lettet op i troen på en fælles frelse; men kun lige ved. Jonas T. Bengtsson, 'kendt fra børne-tv', bosiddende i Nordvest, født i 1976 (og så afslører forlaget ikke meget mere) må have - hvis ikke et førstehåndskendskab, så et yderst pålideligt andenhåndskendskab til livet som diagnosticeret skør. Hans solidariske medleven i variationer over temaet gal overbeviser i hvert fald rigtig langt hen ad vejen. 'Aminas breve' er skam slet ikke så tosset endda.