Jette Hansen, født 1960, er en af dansk presses skarpeste skribenter om kønsproblematik. I 1999 udgav hun debatbogen 'Det bløde punkt' om kvindens følelsesmæssige klemme mellem moderskab og udearbejde. Nu debuterer hun med romanen, 'Så længe vi lever'. Selvbiografisk Den beskriver en kvindes forliste forhold til en skribentkollega, som enhver med blot et perifert kendskab til forfatteren og miljøet vil genkende. Han er imidlertid forsøgt camoufleret som arkitekt, men så nødtørftigt og halvhjertet, at kun min pænhed (og dovenskab - gider ikke have vrøvl), afholder mig fra at fortælle læserne, hvem manden er. At hovedpersonen 'hun' - enlig mor med to børn - er Jette Hansen selv, er læseren ikke et sekund i tvivl om, selv om der selvfølgelig er pillet lidt ved detaljerne. Frygt- og hæmningsløs Bogens hudløshed fascinerer: Her åbner en stolt og sårbar, stejl og stridbar kvinde sit hjerte. Men der er jo så mange sårede kvinder derude. Det der hæver 'Så længe vi lever' og gør den til andet end et problematisk privat og delvis pinligt dokument - for det er den også - er det sprogets og refleksionens filter, det selvbiografiske stof har været igennem. Et sted har det nyforelskede par været hos en spåmand, som har sagt at deres forhold er romantisk og ikke intellektuelt. Hun føler, han ved noget om dem. »Men det kan jo ikke passe, det han siger der, tænker hun misfornøjet imens. For hun synes da, at det netop er det mest intellektuelle forhold, hun nogensinde har haft til en mand. Der skulle gå fem år, før hun overhovedet begreb dybden i spåmandens ord. Men da var det for sent«. 'For sent' er ikke lette ord at bruge om sit eget liv. Men i den retning er Jette Hansen frygt- og hæmningsløs. Også hvad angår eksplicitte sexbeskrivelser; ikke uefne, for øvrigt, i al deres let ulækre robusthed. Det er derfor, hendes dybt romantiske, naive tankesæt på andre områder kommer som en overraskelse. Voldeligt barndomshjem En anden - glædelig - overraskelse i denne rapport fra et åbent sår er, at manden måske nok bliver udleveret i form af indiskretion og intime detaljer, men ikke karaktermyrdet, som man kunne vente. Tværtimod virker det, som om kvinden stadig elsker ham og gerne vil have ham tilbage. Det er rørende, og ud fra beskrivelserne passer parret i 'Så længe vi lever' da også godt sammen. Men hendes kantethed og konstante, latente vrede deler han ikke. Og det er måske det, der gør forholdet umuligt. Denne læser gætter på, at vreden kommer fra og er rettet mod kvindens far, der pludselig nævnes allersidst i bogen. Han fik så voldsomme raserianfald, at hun som barn troede, han ville slå hele familien ihjel, og det har betydet, at hun »ikke kan være på nogen arbejdsplads, uden at hun tror chefen kommer for at slå hende«. Fars hammer og »de lysende spor af forladthed i moderens øjne« havde måske fortjent at inddrages for alvor i beretningen om et kærlighedsforholds forlis, når det nu tydeligvis er der, hunden ligger begravet. Er det indsigten eller modet, der alligevel på dette afgørende punkt svigter stridskvinden - hvad enten det nu er 'hun' eller forfatteren? Den biografiske byrde Mere selvindsigt ville i hvert fald nok have fået hende til at problematisere sit næsten narcissistiske behov for at blive set og de store illusioner om manden, hans følelser og motiver, hun uanfægtet holder fast i bogen igennem. Illusioner, som i hvert fald denne læser har svært ved at finde belæg for. Men det skyldes måske, at jeg på intet tidspunkt kan frigøre mig fra det biografiske. Det bliver således både en svaghed og en styrke ved denne bog, som er et både let provokerende og meget underholdende kvindeportræt. Lidt selvindsigt er der da også: »Hun føler sig nogle gange som et offer på jagt efter en forbrydelse«. Anmelderens selvindsigt byder hende at tilstå, at anmeldelsen her også er halvt biografisk og - helt i bogens ånd - svinger mellem at handle om forfatteren og hendes hovedperson. Men det er hun selv ude om. Forfatteren altså.