Ken Denning fortæller om drengen Balder i nu fire bøger. 'Balder og Balder' skulle være den sidste i rækken, men den har dog en indbygget kattelem. Det er gået op og ned med beretningen om Balder, der (stort set) aldrig nåede frem til skolen, inden den lukkede. Denne seneste er helt oppe og ringe i et sandt festfyrværkeri af nonsens og er vel seriens egentlige knaldperle. Mangfoldige kloner 'Balder og Balder' rører ved de helt eksistentielle spørgsmål. Mens Balder - ham vi tror er Balder - tusser rundt, sidder der måske en anden Balder henne i skolen? Eller der flyver en Superbalder forbi i grønt outfit, hen over en Balder, der ligger i græsset og tænker tanker. F.eks. dén med, at det aldrig er den samme Balder, der ser den samme sky drive forbi oppe i himlen. Hilsen fra statsministeren Så er der en voksen Balder og en pengestærk Balder med adgang til friværdierne. Den slumrende Balder går kun i skole én dag om året. Den flyvende Balder kommer fem minutter hver dag. Lærerstanden får ikke så mange dunk denne gang. Det gør pædagogerne. Men nu er Balder også hinsides skolegang. Inde fra fjernsynet fremsender statsministeren et krøllet brev, der fritager drengen Balder for undervisningspligten. Både substans og pjat Lyder det syret? Det er syret. Og Lilian Brøggers medlevende tegninger river og flår i teksten, så den nogle gange må stå vandret på siden for at få fred. Hun har fået farven grøn at gøre godt med denne gang. Det er illustratorkunst af højeste klasse, og hvis der fandtes en pris for gakkede bogudgivelser, burde den gå til dette sammenfiltrede makkerskab, hvor billede og tekst griber ind i hinanden i en grad, som er tæt på uhørt. Selv i børnebogens eksperimenterende verden. Balder har været et forfriskende bekendtskab med sin provinsielle anarkisme og oprigtigt søgende sindelag. Ken Dennings bøger balancerer armsvingende imellem substans og pjat. Til sidst fik han skudt kanonen helt ind.