Der er ofte langt mellem snapsene i afdelingen for rim og remser, så det er godt, vi har fået Marianne Iben Hansen på banen. Hendes power-poetiske åre er ud over det sædvanlige og rækker længere end til bare bogstavrim. Det fremgik af debuten fra sidste år om en forunderlig indkøbstur til Kina, 'Fikkedik og Falderina'. For fanden! Nu er hun her igen! 'De bandeglade Badutter' tager sproget under kærlig og utraditionel behandling. Der er spændstighed og humor i historien om en familie, der lærer at sige både sgu og for fanden og alligevel kan leve lykkeligt til deres dages ende. Bandeord i lind strøm I begyndelsen holder de på formerne hjemme hos familien Badut. Man bander i det skjulte. Men da der går hul på sækken med bandeord, så bliver det hele alligevel sjovere, og der kommer anderledes boller på suppen og samværet. Til sidst rimer »ende« på »kvinde«. Så er den ged vist barberet. Groteske tableauer Bo Odgaard Iversen tegner løjerne. Han vælger at eksplodere sammen med teksten og fyre op under en normalt afdæmpet farvelægning. Det kribler og krabler med cerutter og bandeord og groteske tableauer. Tegneren har måttet op på det yderste af sin pensel for at hamle op med ordenes kraft. Måske er han selv blevet blæst lidt omkuld, så han glemte at bande helt igennem.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























