De hurtigste og mest ukomplicerede rejser finder man i børnebøgerne. Vupti! Så er du et andet sted i en anden tid. Det er ikke så vigtigt hvordan. Bare det går hurtigt. Det kan være via et garderobeskab eller - som i Gerd Rindels 'Den skæve valmue' - en hospitalsseng. Middelalderlige lugte Året er 1574 et sted i Danmark. Karin skulle bare have taget blindtarmen, nu er hun på spanden i senmiddelalderen. Velanbragt dér kan Gerd Rindel fortælle, som hun er god til. Hendes historie er ikke belagt med guld og konger. Den er stoppet med lyde, lugte og undren. Mest det midterste. Det er svært at forestille sig den skarndynge, som vore forfædre boede på. Gerd Rindel hjælper til, og hun leder sin lille hovedperson ind i planternes verden hos den rare bartskærer, der kurerer sygdomme, så godt han kan. Tidslig splittelse Karin stiller op i fortiden med en vag viden om nutiden. Hun husker ikke meget om sig selv, men hun husker noget om renlighed og fraværet af overtro. I hvert fald den form for overtro, som man praktiserede på heksebrændingernes tid. Det er en indbygget splittelse i historien, som læseren må forlige sig med. Og 'Den skæve valmue' skal da heller ikke læses for sin nøjagtighed og tidstypiske akkuratesse, men snarere som en række stemninger og fornemmelser fra de gamle dage. Til alle de historieløse! Sirligt og pænt Det er et mirakel, at pigen overlever den første tid i landsbyen. Senere falder hun til og lærer at drikke øl. Nu Karin alligevel er til stede i Gaffnbæc, som hedder Ganbæk i hendes egen tid, kan hun lige så godt opklare en kedelig sag. Ellers blander hun sig ikke. Hun beholder elektriciteten og lottotallene for sig selv. Så vågner Karin op efter narkosen. Hun beslutter at tie med det, hun har oplevet. Gerd Rindel har et velplejet sprog. Hun har stor sans for at formidle det forgangne, så man får lyst til at sammenligne dengang og nu. Det er afmålt fortalt. Sirligt og pænt. Lidt for pænt. Men sådan er Gerd Rindel.