Tag med til Varylien!

Lyt til artiklen

Mon ikke Egmont ved dets bogforlag Aschehougs underforlag Sesam er ved at være den største leverandør af læsestof til det danske småfolk? Og hvordan bliver man det? Ved at sælge bøger! Sesam laver de bøger, som du ser i supermarkedet og hos boghandleren. Med forsider der glimter af eventyr. Og historier der veksler mellem sjov og spænding. Prisen kan vi også snakke om! Fantastisk fantasy regerer i denne tid. Det er ikke Harry Potter alt sammen, og mindre kan også gøre det. Far og søn i forening Her på siden er der ofte blevet harceleret over denne type bøger, som i mangel af et bedre ord er blevet kaldt crossover. Det er et forsøg på at få fædre og sønner til at læse den samme bog, men det er også et forsøg på at genskabe den store historie. Det er ofte bøger i tre bind, for trilogien er eventyrets form, og i forlagets følgebrev kan man læse, at bøgerne nu er udkommet i 32 lande og skal filmatiseres af Hollywood. Befriende bølge Det er en verden med mega-hype og multi-mange dollar, men det er også en befriende bølge, der skyller andre hensyn end det underholdende ud af lokalet. Alt for længe har den gode smag og de skjulte dagsordener hersket i børnebogens verden. Nu kommer Fantomet ridende tilbage med sin ven Robinson Crusoe, som han fandt nede på stranden, hvor kaptajn Nemo dumpede ham, mens Robin Hood øver sig med sin nye bue. Kvindelige romantikere Bag alle parader og finlitterære grimasser og berøringsangst over for den rå (bog)kapitalisme, så må det altså stilfærdigt indrømmes, at det går godt! Det er for det meste også gode bøger. Og læserne gider læse dem. Når det er sagt, så er det tid at græmme sig. For disse mange trilogier har et forspring og en kickstart i og med, de kommer fra det angelsaksiske bogmarked. Der er mindst fem forfattere fra Fantasy-DK, der er lige så gode som Artemis Fowl eller Jonathan Stroud eller hvad de nu hedder. Et par af dem er måske bedre. Navnet Dunkle passer godt til en Sesam-forfatter. Clare B. Dunkle. Det er også noget så usædvanligt som en kvindelig trilogist med en kvinde i hovedrollen. Så pas på! Alt for meget romantik ødelægger tit den gode stemning. I Danmark er det dog kvinderne, der er længst fremme i eventyrskoen - Ottesen, Kaaberbøl og Skovmand - men det er en anden historie, og de er ikke specielt romantiske heller. Tvangsægteskab Clare B. Dunkle fortæller i 'Det skjulte rige' (bind 1 af 3) om to søstre, der bliver anbragt hos fjerne slægtninge i England i forrige århundrede. Da Kate og Emily ankommer til herregården Hallow Hill, aner de ikke, hvad der venter dem. Landskabet er som forhekset, og nede under jorden bor de underlige varyler, der kan ligne alt fra en grumset grib til en laber løve. For det meste har de lidt af det hele. Nu kaster kong Marak sin kærlighed på Kate. Hun skal - efter gammel skik - tvangsgiftes med varylerkongen. Og hun kommer aldrig op på jorden igen. Kate skal føde den næste konge, der også hedder Marak. Helt efter bogen Efter mange farer føder pigen virkelig en søn. Han er køn med sin løvelignende underarm. Det sker helt uden forudgående romantik. Men de fælles oplevelser har alligevel varmet op under det umage par, så man godt kan forestille sig, at der kommer flere varylerbørn. Den ene historie i 'Det skjulte rige' handler altså om skæbne, traditioner og magi. Den anden historie fortæller om det store angreb af troldmænd fra Liverpool mod varylernes rige. Her træder Kate i karakter, og som den eneste af 168 dronninger, får hun senere egen nøgle til det underjordiske rige. En klovn hører der til, og her er det slangen, som bor på pigen og vogter hende. Slangen har både en skarp tand og en skarp tunge. Den er et muntert bekendtskab. Hvordan Varylien blev dannet og hvilket forhold, der er imellem beboerne dér og alfer og rene mennesker, det står hen i det dunkle. Varylerne er svære at se for det indre læseøje, fordi de er så forskellige, men det står efterhånden klart, at de er dårlige tabere, og at de kan handle iskoldt. Magien er helt på deres side. Og Clare B. Dunkles historie er helt efter bogen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her