Kriminalinspektør Anders Vestlin er havnet i det lille både søvnige og dog storbyprægede provinshul, domkirkens og kongegravenes gamle stad, det ærværdige Roskilde. Det ved vi fra Søren Meinertsens første politikrimi, som på fortræffelig vis linede hans kriminelle geografi op: Det fede Midtsjælland sådan lidt vest for København med sin egen overklasse af gammel adel, hurtige penge og simple parvenuer. Speget labyrint Her i toeren bliver Vestlin fraskilt, men med ny kæreste, og hans korps effektivt konfronteret med et halshugget lig, en led og prunkløs matador i provinsbyens pulserende overklasse, muligvis udsat for afpresning og helt klart med forbindelser til det rigtige politiske liv i storbyen, ja simpelthen partipolitisk dus med en minister og dennes yndige frue. Så finder strømerne endnu et hovedløst lig, endnu et og vi er allerede langt inde i en snoet og speget labyrint af kriminelle sager og rævekager med rødder og forgreninger til både solsiden og skyggesiden af Roskilde. Logebrødre, golfvenner og rockerbander, fiduser, finurlighed og frimureri. Langmodig og langsom Søren Meinertsen er eminent til at tegne et spraglet og smittende kort over det lille samfund i den store provinsby. Ren Matador og gensyn med Korsbæk. Og faktisk har han næsten lige så mange personer med i sin intrige, som gamle Leo Tolstoj i sin mammutroman, 'Krig og fred'. Dette enorme persongalleri er både et plus og en ulempe for historiens design og drive. Et plus fordi bogen giver sig tid til at skildre hver enkelt med et enten præcist eller blomstrende signalement med sigende skønhedspletter. Ulempe fordi dette sympatiske persongalleri tager sin tid og bremser den dynamiske og dramatiske spænding, som sådan set er den drivende energi i enhver krimi. Derfor virker 'Bad Standing' med sine næsten 400 sider, hvor de sidste mange spankulerer grundigt igennem en retssag, som artikulerer forfatterens egen juridiske baggrund, utroligt omstændelig, langmodig og langsomt snakkende. På den anden side sådan er det jo i provinsen, en snak tager sin tid, hvad skal vi skynde os efter og vi når det nok. Det gælder også Meinertsen opus to, som dog næste gang gerne må have lidt mere action end adagio i sit sjællandske og sorte symfoniorkester.