Og nu til noget andet. Ikke mere besættelse og befrielse. Eller rettere: en anden art befrielse. Sådan som Knud Sørensen fortæller den autentiske historie om landsbylæreren Severin Weiersøe (1814-97), vokser den til at handle om - ja, faktisk om småfolks frigørelse og et vigtigt stykke danmarkshistorie. Severin Weiersøe kom fra Holstebro-egnen, hvor hans far var boelsmand og tømrer - foruden en glad violinspiller, sanger og versemager. Han og stedets degn øjnede boglige potentialer i den spinkle, men hurtiglæsende Severin, og som 14-årig blev han hjælpelærer i lokale skoler og huslærer på federe gårde i det eftertragtede 'Østerland' omkring Viborg. Hævntogt i Jylland Vor helt kom på præstegårdsseminariet i Lyngby ved Grenaa - et af de otte nye seminarier, der fra 1801 skulle skaffe lærere til almueskolen. Som 26-årig fik han embede i Hjortsvang ved Tørring ved at gifte sig med den afdøde lærers enke, blev senere lærer og kirkesanger i Torring ved Skanderborg og døde som 83-årig i 1897. Weiersøes motto lød: »Tilfredshed er dog det høiste Gode i Livet«. Han var elev af flinkeskolen. Hans livs største drama var 'slavekrigen' i 1848, da tugthusfanger fra Rendsborg drog på hævntogt op i Jylland. Og det eneste punkt, hvor denne vogter af unges sædelighed selv gav anledning til knurren, var, at han som enkemand levede under tag med sin husholderske i 13 år, før de blev gift. Det er tankevækkende, at begge hans - af konventionen arrangerede - 'tvangsægteskaber' blev meget lykkelige. Livslange idealer Altså tilsyneladende 'en Mand i hver Henseende normal', som Paludan-Müller kaldte sin antihelt Adam Homo. Det er dét billede, Knud Sørensen vil nuancere. Grundlaget er Weiersøes efterladte papirer i Landsarkivet i Viborg, og især hans bevarede dagbøger 1824-38 (udgivet 2003) er en eminent socialhistorisk kilde. Allerede dét er jo usædvanligt: at en niårs bondedreng i 1824 bruger sine spareskillinger - tjent ved at hjælpe kammerater med lektierne - på at købe papir og lave hæfter til at skrive og tegne i. Forbilledet er ikke Blichers 'Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog', der udkom samme år, men Blicher blev - ligesom senere Grundtvig - et livslangt ideal. Weiersøe mødte dem begge personligt. Qvindfolkenes Urimelighed Dagbogen fastholder med fine detaljer Severins liv som fårehyrde og læsehest. Dagliglivet i husmandshjemmet, på karlekamre »knubrende af Kulde«, i præstegårde, hos det vestjyske 'studehandleraristokrati', hvor han lærer pli med kniv og gaffel. Man hører om venlige familier, hvor han får lov at lytte med, når herren læser avisen højt og fortæller om den franske revolution. Om tyranniske fruer og om bindestuer og fiskerhytter, hvor karle og piger får lov at ligge sammen, og hvor lunefulde tøser har fangarmene ude efter ham. »Jeg er nu saa vandt til Qvindfolkenes Urimelighed«, noterer den 16-årige verdensmand. Trods al sansepirring forbliver han passiv, for fanden er jo løs hvis man er »Naturen meer føielig end Fornuften«. Blid samfundsstøtte Det overjeg styrer Severin livet ud. Knud Sørensen placerer ham i forhold til sæder og holdninger i 1800-tallets landbomiljøer og følger ham helt til han som pensionist i Århus sidder og indskriver digte, revysange og 'skønne Udtryk' i sine 'Skindbøger'. Med den anden hånd vælger han bøger til Lærernes og Lærerindernes Læseforening og undgår farlige folk som Pontoppidan, Wied og Sophus Claussen. Ellers er den troende pædagog forbavsende generøs og tolerant. Han låner trofast penge ud til trængende og ender dog som en formuende mand. Denne blide samfundsstøtte er både en af de menige arbejdere i Herrens vingård og en social type, og det er her, Knud Sørensens lille historie løfter sig til den store. Til aktuel eftertanke For Weiersøe er jo barn af den nye tid i kølvandet på 1780'ernes landboreformer, den amerikanske og den franske revolutions lighedsideer og skoleloven 1814. Det er husmandsbarnet, hvis forældre bryder den sociale arv ved at opdyrke heden i stedet for at tjene andre som tyende, og som selv insisterer på at følge sit kald: oplysningen. Og naturligvis er landsbydegnens helte andre af 1870'ernes lærere: politikeren Chr. Berg og skolelærerforfatterne Anton Nielsen, Zacharias Nielsen og Oscar Thyregod. Hvad Knud Sørensen her giver os, stille og nænsomt, er bondefrigørelsen og den folkelige oplysningsbevægelse ved roden. Det er historien om dengang, da mennesket steg op fra sin selvforskyldte umyndighed, som filosoffen Kant sagde i 1783 - sat ned i jysk miniformat, men højst perspektivrigt. Et smukt syn til aktuel eftertanke.