Tango for tre

Lyt til artiklen

I disse dage er Thomas Rosenboom i Danmark for at snakke om forholdet mellem hollandsk og dansk litteratur. Det kan ikke være et overrendt emne. Findes forholdet? Ellers er der grund til at indlede det nu, hvor Rosenbooms seneste bog, 'Tåspidssko' fås på dansk. Uden scorekapacitet En lille tæt, velskrevet sag om den ugifte Han Birman, som så ofte er blevet afvist af kvinder - ikke af nogen særlig grund, blot fordi han har været uheldig. Birman er habil skakspiller, men venlig og uden scorekapacitet. Han kan ikke give den anden part i et forhold den ophidsende følelse af, at det, han foretager sig, betyder noget. Han mangler præcision og krav. Stue-eksperimenter Han er ansat i Shell Research & Technology og optaget af videnskabelige eksperimenter - naturvidenskabelige stue-eksperimenter. Hvordan kan en synål af stål bringes til at gennembore en mønt af bronze? Hvordan kan Vesuv bryde ud i et vandglas? Svaret på disse spørgsmål bliver aldrig aktuelle. Tango på skrift Birman bor nede under den tango- begejstrede Machteld, som introducerer ham til tangosalonen, hvor de danseglade får afløb for deres lyster. Han er måske ikke den store danser, for mest er han på udkig efter kvinder. Dansen afslører kvinders vilje eller vrangvilje. Eller rettere: Deres blik afslører interessen. Og sådan sker det, at Birman går fra danseforhold til kærlighedsforhold med den spontane, mystiske, intellektuelt og emotionelt fremmede Esther, pigen med de fine tåspidssko. Her er det, at Rosenbooms lille roman tager fart. Som et heftigt stykke tango på skrift snor pigen sin partner rundt, glider forbi og vender sig indbydende til, er partner og ikke partner. Esther har kendt så mange, men navnlig kender hun en inder, som hun også elsker. Og mens Birman bliver en bedre og bedre elsker i sin jalousi, bliver ømheden mindre og mindre, for hvor der er jalousi, kan der ikke findes ømhed. Bizart spil Inderen ser vi aldrig, men vi aner hans skygge. Han er velfortalt. Det er Esther også - mystificerende, impulsiv, rørstrømsk og måske løgnagtig. Men er tango ikke sådan? Den nøgterne Machteld iagttager sin nabo og vurderer hans forandring. Et par tåspidssko har rørt ved ham. Den gode danser er den gode elsker. Undervisningen har vist båret frugt. Noget drillende, dansende og vippende i Rosenbooms stil fanger læseren ind og henleder tankerne på en krimi, selv om intet blodigt, kun gennemsnitligt hverdagsagtigt, er på spil. Her er en tango for tre, det er én for mange. Hvem er inderen? Og hvem er Machteld? Det er to personer i centrum for interessen, men i periferien af dansegulvet. Birman er hvirvlet ind i et bizart spil, vi kan følge med interesse, selv uden helt at begribe manden. Dansetrin. Hvad var det?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her