Den gør ikke megen stads af sig, Marilynne Robinsons nye roman, 'Gilead'. Intet forfatterfoto, ingen forhåndsudtalelser, blot en ultrakort beskrivelse af forfatteren og hendes værk, der tæller en enkelt anden roman, 'Housekeeping', fra 1981. Kristen brevroman Forsiden er også tyndt besat. Den tegner omridset af en gammel trædør i bløde grøngule farver og med fyldninger, der former sig som et kors bag titlens tynde bogstaver. Handlingsbeskrivelsen på omslagets inderside bekræfter det kristne tema: En aldrende præst sætter sig for at skrive et brev til sin unge søn. Brevroman, kristendom, kedeligt omslag - så bliver det ikke meget mindre appetitvækkende. Syngende sætninger Alligevel er 'Gilead' på alles læber i denne tid, og det skyldes, at den i de forløbne tre uger er blevet belønnet med hele to af USA's store litterære priser, National Book Critics Circle Award og Pulitzer-prisen. Og når man først får åbnet forsidens tunge dør, forstår man hvorfor: 'Gilead' rummer 250 sider af afgrundsdybe indsigter, der er slynget i sætninger så skønne som salmevers. Æstetik frem for moral Bogens religiøse tone anslås af hovedpersonen, John Ames, der er præst i Gilead, Iowa, og som efter mange års ensomhed er blevet benådet med en ung kone og en lille søn. Året er 1956, og døden banker på døren. Derfor sætter den næsten 77-årige Ames sig til at skrive et afskedsbrev til sin søn, som han snart må forlade. Bogen er resultatet af den sørgelige kendsgerning, at selv om de to deler kød og blod, vil faderen og sønnen altid være to ubekendte i denne litterære ligning - forfatteren vil aldrig komme til at se sin søn som den voksne mand, han henvender sig til i sit brev, og sønnen vil sandsynligvis ikke huske den far, der her taler til ham. Til gengæld skaber fraværet af en bestemt afsender og modtager en interessant fortællesituation, som Ames selv reflekterer en del over. Han er nemlig ikke, som præster i litteraturen er flest. For det første er han ikke dobbeltmoralsk - tværtimod er Ames helt på det rene med sine egne fejl og mangler - men han synes slet ikke at være moralsk overhovedet. Ames' tro manifesterer sig snarere som en æstetisk holdning til livet, der afspejler hans calvinistiske overbevisning: »Calvin skriver et sted, at vi mennesker er som skuespillere på en scene, og at Gud er vores publikum. Det er en interessant metafor, for den gør os til kunstnere af vores egen adfærd og sætter Guds forhold til os i æstetiske snarere end moralske rammer«. Skrøbelig skønhed Det er samtidig en position, som passer perfekt til John Ames' ærinde, der fylder sit litterære testamente med smukke øjebliksbilleder af mennesker - af faderen og farfaderen især - som fra et moralsk perspektiv ville antage langt mindre imponerende former. Her er ingen forskrifter, ingen manual til livet, blot en række forskellige historier - rørende minder, fængslende anekdoter, filosofiske overvejelser - skødesløst bundet sammen som en flok løse dagbogsoptegnelser. Men Marilynne Robinson er alt andet end en skødesløs forfatter, og hun sender med sikker hånd John Ames ind i en langt større fortælling, som runger med både bibelske undertoner og litterære overtoner. Det er en historie, der tager form som en prøvelse, da hans bedste vens søn vender tilbage til Gilead efter et langt liv i synden. Han er ikke bare vores klerikale hovedpersons navnefælle og gudsøn, han er også præcis så gammel som præstens unge kone, der ligesom sønnen straks falder for den unge mands charme. Og dermed er den ældre herres idylliske adjø med verden for alvor forstyrret ... Mere skal ikke røbes her, for mere kan ikke røbes - Marilynne Robinson skal opleves. Med 'Gilead' har hun forfattet en hymne til livet og dets skrøbelige skønhed, som man kun får at mærke, når man tager plads blandt publikum.