Ib Michael forsøgte det for nylig med ringe held: at skrive en kunstnerisk vellykket politisk og dagsaktuel thriller. Måske er en af grundene til, at journalisten og debutanten Niels-Ole Rasmussen (f.1962) nu lykkes så langt bedre med sit forehavende end Michael, at han slet ikke forsøger at forene de kunstneriske prætentioner med kravene til den effektive thriller? I hvert fald forekommer det mig, at Rasmussen skriver bedre og uden mindste tvivl har fået skruet en langt mere fængende og fejende thriller sammen end Michael. Uden dikkedarer Splitte mine bramsejl!, som kaptajn Haddock ville have udtrykt det: Rasmussen lægger uden dikkedarer alle ambitioner om at skrive et særligt forfinet litterært dansk til side, til gengæld kan han skrive sig op - og her skal jeg lige synke spyttet - næsten op på Alistair MacLean-niveau, eller Leif Davidsen-niveau for den sags skyld. Modne Margrethe Men om hvad, hvad drejer det sig om? Plottet er enkelt. I en ikke så fjern og udpræget genkendelig fremtid er nationen sandet til i kollektiv selvfedme, fedme og forkælelse; landet stander uerkendt i våde, indkapslet i den aldrende Hamlet, kronprins Pingos tvivlrådighed og slaphed, han ønsker at give afkald på tronen, han kan ikke rigtig se pointen i at overtage biksen, når alle nu alligevel er bedøvende ligeglade med alt, og det hele bare handler om et nyt samtalekøkken mere. Talen om »Gud, konge og fædreland« virker anakronistisk og komisk; dronningen er fortvivlet og vred, men sætter sin lid til barnebarnet, den 10-årige, højt begavede og usædvanligt modne Margrethe. Punkterede silikonebryster Herfra tager handlingen fart. En mystisk og uhørt voldsom orkan lægger landet øde, og alt er med ét slag forandret. De få overlevende i København grupperer sig i tre lejre: »folket« i en parkeringskælder på Rådhuspladsen, »de hellige«, et besynderligt amalgam af islamisk og kristen fundamentalisme i Sankt Petri Kirke, og »danskerne«, en ekstremt fjendtlig og hadsk nynationalistisk flok, der residerer i resterne af butikscentret i Taastrup. Til hovedplottet føjer sig en række plot-bifloder og bifigurer: den kurdiske rengøringsassistent Imran, der viser sig at være uddannet læge og tillige torturoffer; den brave transvestit og stærkstrømsingeniør Gerd; den handlekraftige soldat Ole, den vemodige eks-tv-vært Gaia, der førhen besad et par imponerende store silikonebryster, som imidlertid undervejs begge punkteres - som sindbillede på de fjogede og forfængelige værdier, der lynhurtigt står for fald i det nye og uendeligt barskere samfund, vejrliget indvarsler. Diskret satire Kampen står helt umiddelbart og centralt om overlevelse - men den handler i ikke mindre grad om værdier og om moral: Hvordan bør man navigere i et konstitutionelt og juridisk tomrum? Skal man bare give sig overlevelsen og anarkiet i vold, eller er det muligt at opretholde resterne af en værdighed, der strækker sig ud over de rå instinkter, og det grimme og i sidste ende måske selvdestruktive behov for at indtage de magtbastioner, som katastrofen efterlod tomme og ubemandede? Jeg skal selvsagt ikke røbe for meget af plottet, men det må være tilladt at bemærke, at Rasmussen er uskrømtet moralist - og det burde jo være dødbringende og kedsommeligt; men det er det på ingen måde. Dels af den helt simple årsag, at de i udgangspunktet noget skematiske figurer får mere og mere liv og rund egenart, særlig Pingo, der ikke bare får karakter, men også endelig træder i karakter; dels ved at plottet har det for thrilleren fuldkommen uundværlige ved sig: Der er kraft på støvsugerslangen helt fra begyndelsen, kraften aftager ikke undervejs, og man suges på fuld styrke frem mod den afslutning, jeg ikke kan røbe; og dels endelig ved, at Rasmussens diskrete satire da også sætter lidt fut i fejemøget undervejs. Ragnarok af magtkampe I udgangspunktet kunne man godt være lidt skeptisk over for endnu en journalist, der fråser i pc'ens og Word-programmets velsignelser, og som kan lade sin indre forfatter komme til et kun alt for ordrigt udtryk - men skepsissen fordamper hurtigt og afløses af elementær, glad fornøjelse over at blive suget igennem Rasmussens højeffektive og på sin egen måde velskrevne vampyrstøvsuger af en thriller. Er vi da blevet alt for forkælede og selvfede og dovne? Ingen tvivl om det; det skinnede allerede tydeligt igennem i f.eks. Pär Lagerkvists syrlige beskrivelse af de kornfede og joviale danskere i 'Den svåra resan' (1925) - men det er vist ikke en tendens, der er aftaget siden, nærmest tværtimod. Moralisten Rasmussen slår - og her skal jeg holde tungen lige i munden - vist nærmest til lyd for, at vi skal tilbage til det fundamentale, besinde os på the basics (ikke at forveksle med nationalisme eller fundamentalisme), men erkender klart, at der nok skal en global naturkatastrofe til, før vi endelig begynder at skutte os og lægge master cardet til side. Thrillerforfatteren Rasmussen derimod, han kan lade sig nøje med den medrivende og spændende beretning, og det er allerede meget, et sandt Ragnarok af snestorme og magtkampe. Tillykke til debutanten, og tillykke også til Ries med fundet af Rasmussen; det kan godt være, det ikke er en ny Høeg, vi har her, men det er i hvert fald en forbasket god thriller, der nu skal langes over disken.