Den svenske forfatter Stewe Claeson, som i 2003 var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for de også til dansk oversatte 'Rønnebærrene gløder' fik sit gennembrud i 1993 med 'Pigen i Arras'. Den foreligger nu på dansk i Christina Bojléns fine oversættelse. (Men også med en indiskret bagsidetekst). Regn, kulde og krig 'Pigen fra Arras' - titelpersonen spiller en lille rolle mod romanens slutning - foregår i 1300-tallet blandt en gruppe svenske pilgrimme på vej hjem fra Santiago de Compostela i evindelig regn og kulde og siden sågar krig; og vi følger den rige, mandige og kloge, men også lidt tunge lagmand Ulf Gudmarsson. Han kom i et svagt, forelsket øjeblik en forårsdag hjemme i Sverige til at love sin stærke kone Birgitta denne rejse, men han forholder sig skeptisk til foretagendet, som han ikke forstår. For Ulf er en rationel og meget retsindig mand, der er vant til at dømme i jordiske anliggender og tænker i lov, retfærdighed og velfærd for dyr og tjenestefolk. Politisk fromhed Hvor andre i følget mener, de er kommet over de barske, golde og fjendtlige Pyrenæer med Guds hjælp, foreslår han, at det vel lige så meget er ved trækdyrenes hjælp. Han ønsker ikke at provokere, men han føler intet af de frommes grebethed og moralske tilfredsstillelse. Hos Birgitta, som han elsker, antager fromheden efterhånden politisk karakter. Hun allierer sig med pavestolen i Avignon (blev kanoniseret i 1391), og skildringen af hende kammer for mig at se over i et konventionelt billede af en ravnemor, politiker og karrierekvinde, fordi forfatterens sympati lidt for tydeligt er på den humanistiske Ulfs side. (Romanen lader - noget overfladisk - fromhed og humanisme være et spørgsmål om enten-eller). Frustrerende sprogbarriere Det er Ulf, der bekymrer sig om de syv børn hjemme i Sverige og sørger over den lille døde søn, som uafladelig er i hans tanker. Birgitta mener, at børnene er i gode hænder, og i romanens første halvdel tror læseren stadig, at hun er grebet af religiøs vækkelse. Det minder for øvrigt om moderne midaldrende kvinders begejstring for alternativt diverse, og Ulf ligner derfor et (godt) portræt af en ægtemand, der ikke kan eller vil følge hende og derfor lades mentalt ensom tilbage. For Ulf bliver mere og mere ensom i det ellers meget nære ægteskab med Birgitta. Han søger, så godt sprogvanskelighederne tillader det, tilflugt i en fælles forståelse med en engelsk ridder. Frustrationen over sprogbarrieren er, ligesom regnen og kulden og længslen efter omsorg fra Birgitta, et gennemgående og godt beskrevet tema. Tyst snefald I denne fine typisk plastiske passage er efterårsregnen blevet til sne: »De stod stille og så en fin sne falde, stille, over stubmarkerne. Ingen bevægelser, ingen dyr, kun middagstimens tavse grålys og sneen der faldt«. »Men samtidig bevægede alt det febrile sig omkring dem, menneskene, dyrene, kærrerne, skrigene, kræmmerne, nye skarer af pilgrimme eller flygtninge, unger der styrtede frem og tilbage med og uden ærinde. Midt i alt dette stod de to riddere stille i et tyst snefald i hinandens tavshed, hver for sig vejede de deres indre formuleringer, der ville kunne bygge bro over den korte, men uendelige afstand imellem dem«. Hele tiden i den meget velskrevne, omhyggeligt henskridende roman - her passer tempoet med den møjsommelige vandring nordpå - problematiserer Stewe Claeson sin forfatterrolle og påpeger, at han som moderne mand langt hen ad vejen må gætte sig til det meste, naturligvis også til Ulfs tanker. Men forfatteren er nøjagtig lige så intim og solidarisk med Ulf, som en feminist ville være med en berømt mands kone. Den dagsorden havde fået bogen til at kæntre, hvis ikke den var så smukt skrevet.