»Vi skriver det Herrens år 1747, og min gamle krop har levet i 66 somre og nærmer sig det samme antal vintre«. Sådan står der stemningsgivende et par sider inde i Kurt Austs prisbelønnede historiske krimi, 'Hjemsøgt', den tredje i en serie om kriminelle og sælsomme hændelser i forne tiders dobbeltmonarki Danmark-Norge. Længsel efter fjeldene Jegfortælleren og hovedpersonen, nordmanden Petter Hortten er strandet på Læssøe, og som om det ikke er en straf i sig selv, så er den desto værre for en nordmand, som længes hjem til sit smukke land med dybe fjorde og høje fjelde. Og således i sin længsel begynder han at erindre sig lykkeligere dage for 45 år siden, hvor han var sendt til Norge som embedsmand for at passe på pavens diplomatiske udsending, som just gerne ville se det danske riges yderste grænse, hele verdens Ultima Thule. Mystiske dødsfald Og heroppe blandt en standshoven adelsmand, en smuk borgerkvinde og folk og røvere i den norske provins, nogle nordmænd vil sige den danske koloni, tegner der sig en konspiration. Mystiske dødsfald falder for, og alt udarter sig til et plot, hvor Petter og forfatterens helt og detektiv fra andre bøger, professor Thomas af Boueberge også optræder og hjælper til. Finurligt signalement St. St. Blicher er sat stævne med Umberto Eco og en landsbydegn lærer med hjerte og smerte rosens navn at kende i sin tidlige ungdom. Og denne stilblanding, denne intertekstuelle sammenkædning, er både velskreven, lærd og interessant. Aust giver et fint og finurligt signalement af Norge over for Danmark, og da Aust selv er fra Ikast i Jylland, er det hele ikke blot et mareridt fra 400-års natten. En ung Ludvig Holberg passerer endog forbi på vej til København, et sindbillede på den frugtbare udveksling mellem de to brødrelande, som rækker langt videre, end når DFDS fornærmer alle nordmænd med i en reklame at sige, at Oslo er natur, og København er kultur! Sådan og sådan er det altså bare ikke, og det kan 'Hjemsøgt' tale med om. Vandt norsk krimipris Så der er rigtig meget godt at sige om Kurt Austs historiske kriminalroman, blot ikke at den er særlig spændende. For en fundamentalist i genren svarer det at kalde denne for en krimi til at katalogisere telefonbogen som en slægtsroman! Nuvel, der er kriminelle sager med i sagen, og bogen modtog den norske krimipris Riverton-prisen. Men forbrydelsens elementer er nærmest at ligne med diverse torturkamre og kassematter på historiske slotte og museer. Alt imens at personerne leverer deres roller som talende kustoder, og hvor der lides og strides. Man får en dram eller to og vises rundt i et vildt Norge, som er forsømt, fordømt og glemt af de danske konger. Heldigvis ender det med, at vor strandede forfatter får skibslejlighed til Norge, kan slutte sin fortælling og rejse hjem. Det er naturligvis en lykkelig slutning, og vi ses på sæteren.