0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kærlige japanske gengangere

En usædvanlig japansk spøgelseshistorie er den første oversættelse til engelsk af den mange gange prisbelønnede Taichi Yamada.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I kølvandet på Haruki Murakamis internationale gennembrud ser det ud til, at flere japanske forfattere vil kunne nå frem til det vestlige marked.

En af dem er Taichi Yamada, der med 'Strangers' ('Ijin-tachi to no Natsu') fra 1987 for første gang bliver oversat til engelsk.

Stor kanon
I hjemlandet er den 70-årige Yamada en af de store kanoner.

Efter en universitetseksamen i japansk sprog og litteratur fik han sin første karriere som manuskriptforfatter på det berømte filmselskab Shochiku.

Her var han indtil 1965, hvor han etablerede sig som uafhængig manuskriptforfatter til både film og tv.

Frisk pust
Hans romaner er blevet filmatiseret og filmatiseringerne lavet om til avistegneserier.

Hans romaner, skuespil og tv-serier har indbragt ham et hav af priser.

Taichi Yamada kan altså ikke ligefrem kaldes et nyt navn i Japan.

Ikke desto mindre opleves hans store japanske succes 'Strangers' som et frisk pust og en godt valgt introduktion. En spøgelseshistorie af de absolut specielle.

Strømlinet ensomhed
Hovedpersonen er den midaldrende tv-forfatter Harada. En mand i midtvejskrise. Harada er blevet skilt og status ser skidt ud. Konen har plukket ham, kan ikke tåle synet af ham og er som prikken over i'et begyndt at se Haradas bedste ven og kollega Mamiya. Sin søn er Harada ikke på talefod med.

Han har det i det hele taget ikke nemt med følelserne. Harada mistede sine forældre ved en tragisk ulykke, da han var 12 år. Siden har det handlet om at klare sig, så godt som muligt. Set udefra har Harada som moderat succesfuld tv-forfatter gjort det ganske godt. Men efter skilsmissen ramler det.

Det går op for ham, at den smukke Kei er det eneste andet menneske, der bor i huset, som ellers overvejende bruges til kontorer. De to indleder et erotisk intenst og på andre områder prøvende forhold i den ellers meget tomme bygning. Et sindbillede på den moderne, strømlinede ensomhed. Så langt er tingene genkendelige efter normal vestlig standard. Men så tager tingene en sær drejning.

Fra realisme til mystik
Da Harada i et ukarakteristisk anfald af nostalgi opsøger sit barndomsland i Tokyo-forstaden Asakusa, et kvarter hvor tiden næsten synes at have stået stille, møder han sine forældre. De har samme alder som dengang, de blev dræbt i en trafikulykke. De må altså være spøgelser. Men de er samtidig uomtvisteligt fysisk til stede.

To hjertevarme, charmerende og på deres egen måde sammensatte mennesker, der tager varmt imod sønnen, der nu er ældre end dem selv. Men de er hans far og mor. Savnet, som Harada i så mange år har holdt på armslængde, indhenter ham nu skæbnesvangert. At elske og blive elsket uden forbehold. At være uden ansvar og uden behov for at opstille en ydre skal. Dét er det paradis, han har genfundet.

I en økonomisk prosa renset for overflod og sentimentalitet skildrer Yamada denne usædvanlige venden tilbage til barndommen. Harada er selv klar over, at det ikke kan være rigtigt. Men samtidig er det hele så virkeligt, at det ikke kan være andet.

Den japanske forfædrekult og troen på åndernes vandring er så levende en tradition, at springet fra realisme til mystik ikke er nær så drastisk som det ville være på vore breddegrader. Taichi Yamada beskriver begivenhederne, så ligefremt, at man næsten glemmer det bizarre i situationen.

Det er en spøgelseshistorie, der handler mere om, hvad det vil sige at være menneske end om at være genganger. Om uanset alder at være barn af forældre. Og det er her Yamada slår kloen i sin læser. Med melankoli og genkendelig længsel. Det er fælles stof, når Harada ikke kan modstå fristelsen til at tage endnu et bad i en flod, hvor han godt ved, at vandet for længst er et andet, end det var engang.

Begavet og opslugende
Harada får en chance, som han ikke havde drømt om. Eller måske tager han den. For er han ikke på en eller anden måde selv ansvarlig for den overnaturlige genforening? Der ikke er uden omkostninger. Han kan ikke selv se det, men både Kei og Mamiya konstaterer chokerede, at kiloene rasler af Harada. Han ligner et levende lig.

Så uden brug af skræmmemidler og effekter bliver denne menneskekloge spøgelseshistorie alligevel uhyggelig nok. Og 'Strangers' har såmænd andre rare overraskelser i ærmet. Med sit enkle sprog og sin selvfølgelige omgang med det fantastiske har Taichi Yamada fællestræk med Haruki Murakami.

'Strangers' er mindre opsigtsvækkende som litteratur, men har en egen stil, en sans for plot, karakter og timing, der må være nært beslægtet med hans arbejde som manuskriptforfatter. En begavet og opslugende spøgelseshistorie om ensomhed, der giver appetit på mere japansk litteratur i oversættelse, tak.