Nogle fortællinger er uhyggelige, fordi de er skruet godt sammen. Nogle er ubehagelig læsning, fordi de dykker ned i sider af livet, man ikke vil identificere sig med. Men nogle få romaner er sandt skræmmende, fordi de virkelig formår at ryste ens forestillinger om ret og vrang. Sådan en roman er ’I misosuppen’. Kenji er tyve år og guider amerikanske turister omkring i Tokyos store erotiske underverden, der ellers er utilgængelig for fremmede. Frank er hans 35-årige kunde, der angiveligt bare er interesseret i sex og beder om tre aftners omvisning på årets tre sidste dage. LÆS OGSÅJapans store modernist Opgaven kommer på tværs af Kenjis planer om at fejre nytåret med sin 16-årige kæreste Jun, og uanset hvor meget Kenji umiddelbart ikke bryder sig om Frank, så er han desværre ikke en mand, man afslår. Og med den stramme ramme lagt omkring en skarpt eksekveret fortælling kan vi lige så godt vænne os til – som japanerne for længst har gjort – at efternavnet Murakami dækker over ikke bare ét, men to store forfatterskaber: Ryu Murakami er dog i dette første bekendtskab på dansk meget langt fra den frie, jazzede og magiske realisme, som landsmanden og navnefællen Haruki er kendt og elsket for verden over. Bogens stil og tone minder snarere om den misantropiske og analytiske posthumanisme, man møder hos franske Michel Houellebecq. Kultursammenstød ’I misosuppen’ fremstiller et kultursammenstød mellem en japaner og en amerikaner på tæt, mørk og fugtig vis. Gennem tre nætter bliver vi grundigt indført i forskellige niveauer i Tokyos natteliv. Men allerede fra de første sider er det uklart, hvem der er Dante, og hvem der er Vergil i denne skræmmende rejse gennem et moderne helvede. Den bogstavelig talt dissekerer livet i Tokyos farverige sexkvarter Kabukicho i Shinjuku. Og det sker i en umiddelbar spændingsprosa, der chokerer og provokerer, men i særdeleshed også evner at reflektere sine eksplicitte begivenheder: Uden at det går på kompromis med spændingen, løfter spillet mellem Kenji og Frank bogen til et selvransagende essay over det japanske samfund i slutningen af halvfemserne. LÆS OGSÅKærlige japanske gengangere Gennem det skræmmende monster Frank, hvis navn jo betyder ærlig, skaber Ryu Murakami en kynisk klartseende udlændings blik på Japan. Et blik som Kenji må overtage i afmagt, og som gør ham fremmed for sig selv, sin kæreste og sit hjemland. Nervepirrende og analytisk I en tid, hvor det er blevet normalt at gå ud og købe sig opmærksomhed fra andre mennesker, hvor almindelige teenagere sælger deres tid til samvær med fremmede voksne, og hvor ingen kan forestille sig andet end materielle løsninger på deres ensomhed, bliver det forståeligt, at grænsen mellem gal og normal synes at udviskes.
Det er en bog, der fungerer som en nervepirrende psykopatfortælling, men som også trækker allegoriske og konkrete tråde til forholdet mellem Japan og USA. Således er der masser af overvejelser over sprog- og kulturforskelle. Kenji har haft en amerikansk kunde, der sagde, han ikke kunne acceptere ensomhed. I Japan ville man aldrig sige ’acceptere’. Der ville man tale om at udholde ensomheden. Det må være meget ulykkeligt at leve med en ensomhed, man ikke kan acceptere, tænker Kenji. Hård kost I en enkelt scenes modbydelighed er ’I misosuppen’ noget af det værste, jeg mindes at have læst. Værre end Bret Easton Ellis’ ’American Psycho’; men det er hverken psykopatien, dens utilregnelighed eller voldens umenneskelighed, der er i fokus i ’I misosuppen’.
