Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

BALLADEMAGER. Den franske  forfatter Michel Houellebecq skriver tilsyneladende ikke for at please sine læsere.

BALLADEMAGER. Den franske forfatter Michel Houellebecq skriver tilsyneladende ikke for at please sine læsere.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Frankrigs mest (u)populære forfatter er en sikker skandalesucces

Houellebecqs ny roman om sit alter ego er velskrevet på en uhyggelig glat måde.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Balladen om bogen har allerede stået på i månedsvis, selv om den først udkom sidste torsdag.

Michel Houellebecqs ny roman er som sædvanlig blevet pumpet op til polemisk højtryk af hans forlag (som denne gang er Flammarion).

Og pudsigt nok har forfatteren Tahar Ben Jelloun været med ved pumperne, for han har længe før udgivelsen hadet bogen så intenst, at han på sin hjemmeside og i det italienske dagblad La Repubblica har offentliggjort en omhyggelig nedrakning.

Ben Jelloun er medlem af den jury, der uddeler Frankrigs altafgørende litterære pris, Goncourtprisen; derfor har han haft et læseeksemplar at brække sig over i sommerens løb:

»Og hvad bringer den ny roman os så«, spørger han og svarer selv beredvilligt:

LÆS OGSÅ

»Lidt snak om menneskets vilkår, en manieret skrivestil, der gerne vil være glat, neutral og teknisk, en fiktion, som indkalder virkelige personer og blander dem med fiktive. Vi får også lidt reklame for visse forbrugsgoder samt det ultimative budskab fra en forfatter, som gerne vil være uden for nummer, hævet over hoben, evigt forbandet og misforstået, og som især ikke holder af hverken livet eller lykkens veje«.

Skandalesucces
Voilà.

Michel Houellebecq skal nok ikke regne alt for meget med, at Tahar Ben Jelloun giver ham sin stemme til Goncourtprisen. Men størrelsen på førsteoplaget har den kære kollega sikkert hjulpet godt i vejret med sit bidrag til skandalesucces.

Og selve beskrivelsen af såvel roman som forfatter er såmænd ikke meget værre end det, man finder i romanen selv, der nemlig har Houellebecq i begge sine to hovedroller – dels under navnet Jed Martin, dels under navnet Michel Houellebecq.

LÆS MERE

Da Jed Martin første gang sender en mail til Houellebecq, tøver han lidt:

»Den berømte Houellebecq, som knap nok talte med sin hund, var en enspænder med kraftige misantropiske træk«.

Men nu kommer han altså til at tale med Jed Martins – som så til gengæld tydeligvis også er ham selv. Det kræver nok en forklaring.

Selvportræt
Hovedpersonen i ’La carte et le territoire’, ’Kortet og territoriet’, er en billedkunstner ved navn Jed Martins.

Han er oprindelig fotograf, men skifter til maleriet og arbejder en årrække med at bearbejde Michelins geografiske kort.

ANMELDELSE

Herfra går han i næste fase af sin karriere videre til at portrættere mennesker i professionelle situationer – f.eks. er bogens allerførste side en beskrivelse af Jed Martins billede med titlen ’Damien Hirst og Jeff Koons deler kunstmarkedet imellem sig’.

Et andet billede, som kommer til at spille en stor rolle i romanen, er et portræt af forfatteren Michel Houellebecq i sit arbejdsværelse. Og et tredje af disse professionelle portrætter hedder ’Bill Gates og Steve Jobs taler om it-fremtiden’.

Serien gør Jed Martin til mangemillionær, for på kunstens latterlige børs bliver alle billederne budt op i priser, der er ... latterlige.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kunstneren Jed Martin er som sagt tydeligvis et alter ego for Michel Houellebecq, der således er tredobbelt til stede i romanen – som forfatter og som de to hovedpersoner.

Romanen er velskrevet på en uhyggelig glat måde, og alle Houellebecq’erne er kun til stede i verden som en mellemting mellem turister og forbrugere – ikke overdådige forbrugere, men sådan ganske almindelige dagligdags forbrugere af mad, boliger, blikkenslagere, prostituerede, biler, vin, kærlighed, og hvad har vi.

Ready made fra Wikipedia

Alt får en forholdsvis teknisk specificeret varedeklaration af Houellebecq, der skriver, som den agroingeniør han jo også er.

Og når han skal beskrive sexlivet hos de fluer, der svirrer om hans eget parterede lig, napper han den bare ready made fra Wikipedia. Nå ja, glemte vi at sige:

Tredje del af romanen er en thriller, for en eller anden gør akkurat det, som Tahar Ben Jelloun tydeligvis har haft lyst til hele tiden: Myrder forfatteren.

Som så i øvrigt har malet/skrevet en bog, der på allersidste side beskriver sig selv sådan her: »Det værk, som Jed Martin brugte de sidste år af sit liv på, kan således ses – det er den mest umiddelbare tolkning – som en nostalgisk meditation over afslutningen af den industrielle epoke i Europa og mere generelt over det forbigående og forgængelige ved al menneskelig virksomhed«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden