Nørder er vist en nordeuropæisk specialitet. På dansk forgyldt i glas og ramme af Dennis Jürgensen. Nørder er bløde drenge. De er ringe til gymnastik, men gode til fysik. En rigtig nørd er bevidst om sit manglende held med pigerne. Så meget, at han kan vende svaghed til styrke. Nørder kan være skrupelløse, som Thorstein Thomsen beskrev det i 'Nørdernes forvandling'. Nørd på et højere plan »Jeg hedder Bo Madsen«. Så er tonen ligesom slået an i debutant Sten Stetters 'Slottet i Astrakon'. Bo bor også i Århusområdet. Bo er den analytiske type, der nu krabber sig ind på Irene ved hjælp af skemaer og planlægning, forklædning og sygekassebriller. Da han bliver gennemskuet, viser det sig, at Irene er lige så meget nørd som han. Blot på et højere plan. Sødmefuld forventning For hormonernes skyld lader Bo Madsen sig introducere til den alternative verden Astrakon, hvor sort og hvid magi driver gæk med hinanden. Historien slutter meget fiffigt med, at fortælleren opgivende slår ud med armene. Han forstår heller ikke noget? Kommer der en fortsættelse? Det kan han heller ikke love. Indtil da er man blevet rimeligt underholdt inden for rammerne af en rigtig nørdet historie. Og dér er vide rammer. Sten Stetter har slået et stort brød op. Det kræver nok lidt mere øvelse at få det til at hæve stort. Handlingen er ikke stopfuld af action. Men sammenhængen mellem kamp og kærlighed bliver dog understreget effektivt og med enkelte kys. Der er en rap dialog, anelser, mistro og en tone af sødmefuld forventning, som siver ned igennem historien. Sådan som det skal være.