Hvis man er en ludfattig asylansøger med permanent røde øjne efter tortur med peberspray, en arret krop, en skrammet sjæl og en håbløs tilværelse på et asylcenter i Belgien, så skal man bare lige score en belgisk dame at blive gift med, og så er ens problemer løst, ikke? Nej, vel? Tragikomisk Det finder Maqsood ud af på den hårde måde. Den udvalgte dame, fundet på det eneste diskotek, hvor Maqsood overhovedet kan få lov at komme ind den ene aften om måneden, han har lov at komme ud, viser sig desværre allerede at være i besiddelse af en - hårdtslående - mand, og det var så det. Maqsood er en af de mange tragikomiske og desværre kun alt for virkelighedsnære personer i Dimitri Verhulsts lille roman 'Hotel Problemski'. Verhulst er flamlænder, et par og tredive år, journalist og forfatter - og i december 2001 bad et tidsskrift ham om at skrive noget om asylansøgere. Befriende sort humor Verhulst brugte en kort periode af sit liv på at bo på et modtagelsescenter i Arendonk (i stil med vores egen danske Sandholmlejr), og resultatet blev romanen, der med befriende sort humor, men uden gøgl, skildrer livet på dette ikke særlig eftertragtelsesværdige opbevarings- og ventested. Titlens ironiske henvisning til celebre hotelnavne som Kempinski eller Krasnapolsky er ikke tilfældig, og halvdelen af historierne i bogen er opdigtede, men ingen af dem indeholder løgn, siger forfatteren. Politisk ukorrekt Jeg-fortælleren, Verhulsts talerør, bærer det etnisk ubestemmelige navn Bipul Masli. Han er flygtning, og han er fotograf, nu uden kamera og uden arbejde, men ikke uden funktion. Gennem fiktionens linse ser man skarpere: den trivielle virkelighed, når tjetjenske asylansøgere banker afrikanske asylansøgere af kedsomhed; den morsomme, når en ung pige fra Balkan ringer hjem til sin mor fra centeret og beroligende bilder moderen ind, at hun er i London, har det godt og bor i Downing Street nummer 10; den fortvivlende, når en kvinde føder sit barn, resultatet af en krigsvoldtægt, og selv kvæler det, fordi ingen af mændene kan få sig selv til at gøre det for hende, som de har lovet. Bogen er, lidt koket, blevet kaldt politisk ukorrekt. Det må være, fordi den skildrer de gruopvækkende skæbner med sarkastisk humor, eller måske fordi den afslører, at asylansøgere ikke bare sidder på centrene og broderer sofapuder, mens de smiler lykkeligt over den vestlige verdens godgørenhed. Men, helt ærligt, den naive politiske 'korrekthed' er død for længe siden. Verhulst skærer lige ind til benet af de forstemmende realiteter, og han gør det på en måde, der får læseren til at holde øjnene åbne og hjertet modtageligt. Det er korrekt nok til mig.