Selv de værste dage ender på et tidspunkt«. Det er Ina Bruhn, når hun er optimist. Forfatterens lidt kølige, distancerende tone er blevet godt modtaget af unge læsere. I hvert fald trykkes debuten fra 1999 'I år er alting anderledes' nu i et uhørt tiende oplag. Afmagt og tristhed 'Den anden bror' er Ina Bruhns femte roman. Ligesom de foregående kredser historien om at være vægt- og hudløs. Skolen er slut, men hvor bliver livet af. Når de små grønne mænd kommer ned fra Mars og læser Ina Bruhns bøger, må de tro, at danske unge (især gymnasieelever) lider af åndenød og manglende selvværd. Og forfatteren færdes hjemmevant i deres dunkle krinkelkroge. Det er denne tone af afmagt og tristhed, som er Ina Bruhns varemærke. Man bliver ikke dybt bevæget af hendes bøger; men man bliver stærkt berørt. Den døde bror I 'Den anden bror' skiftes Jens og Nanna til at fortælle. De fortæller om den nat for et år siden, hvor politiet kom og bankede på. Og hvad der siden er hændt. Nu vender foråret tilbage og dermed alle tankerne. Hvad var det egentlig, der skete, da deres mellemste bror kørte ind i et træ? Sideløbende med at de to søskende graver fortiden op, beretter bogen udeltagende om det søde ungdomsliv med hele flasker vodka og tilfældige forbindelser. Der er godt med sorg og jalousi, men også velgørende øjeblikke, hvor personerne banker løs på hinanden. Det er stadig den døde bror, Peter, der dominerer. Han er faktisk også den mest interessante person, selv om han ikke er til stede. Storebror er blevet en skinørd og enspænder. Lillesøster er nervøs og kuldslået. Verden er rundtosset Begge har de ondt i kærligheden. Sådan nogle problemer havde Peter ikke. Men hvorfor gik det ham så ilde? Blev han kvalt i sin egen succes? Bogen lægger mange spor ud og lader dem forblive uforklarede. Det er udtryk for tilliden mellem forfatter og læser, at tingene ikke bliver skåret til som psykologiserende melodrama. Ina Bruhns sprogtone er tynd og elastisk. Der er i hendes bøger - også i denne - en uimodståelig insisteren på, at verden er rundtosset - og hvid som i vanvid.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























