Der kommer ikke så mange historier fra blokkene. Men der er jo heller ikke så meget at skrive hjem om. Lidt slagsmål og en hel del druk. Drømme om piger og mareridt om skolen. Jari Kickbusch gør forsøget i 'Ghettoblaster', der foregår i enhver mellemstor dansk provinsby. Området hedder Falkeparken. Her er der langt mellem en far og en mor på samme adresse. Livslange sår Jari Kickbusch har tidligere skrevet fagbøger for unge om kærlighed og alkohol. Nu omsætter han sit store (selvoplevede?) stof til en kort og stram historie om et forår for 17 år siden, hvor mange ting gik galt - og noget gik godt. Hovedpersonen er tæt på de 14 år. Det er et ulige år, så der er hverken EM eller VM i fodbold at se frem til. Det er en række banale hændelser, der sprænger venneflokken og giver sår for resten af livet. Ofre for forråelsen Da støvet og forbindingerne har lagt sig, kan den navnløse dreng se, at noget er gået helt galt, at noget er uopretteligt, og at sådan er livet. Måske begyndte det med flængen i en Iron Maiden-T-shirt? Nu flytter fortælleren i rækkehus med sin mor, han skifter skole, og senere vil han måske skrive en bog om det, der hændte. Der er ikke langt mellem snapsene i Jari Kichbuschs bog. Han færdes hjemmevant i blokkene. Han kender lugte, lyde og fornemmelsen af pludselig fare. Hans flok af drenge er egentlig rare på bunden, men de er ofre for den forråelse, som hviler over området, og som gør det svært at bryde ud. Toptunet sprog Indimellem beretter forfatteren, hvad der senere blev af Kim eller Fede Jimmie. Bare til orientering. Der hænger en tone af vedvarende knytnæve over 'Ghettoblaster', som rammer læseren i sin læsero. Hvorfor så vred? Og efter så mange år? Sprogligt er bogen toptunet. Forfatteren kommer vidt omkring i blokkenes hierarki. Der er præcise - Allan Olsen-agtige - formuleringer omkring de medvirkende. Jimmies mor går altid i sundhedssandaler, »men selv de kunne ikke hjælpe hende«. For sent Alligevel sker der flere gode ting i historien, så man måske kan sige, at i disse blokke gik det ikke helt galt. En blev morder. En anden blev glad psykopat. Jegfortælleren kæmper stadig med noget, der vist kaldes samvittighed. I 'Ghettoblaster' er der ikke dybe skel mellem de danske tabere og tilflytterne fra fjerne lande. Stregen går traditionelt imellem dem, der bor på den ene side af vejen - og så de andre. Her slås tyrkiske, somaliske og urdanske drenge skulder ved skulder mod en indbildt fjende. Skole- og socialvæsen træder først i karakter, da det hele er for sent. Så sender de politiet. Det er sådan en historie, der skal skrives hvert år. Mindst.