Hvis man er til de mere krøllede krimier, hvor ikke alt - når man er nået frem til sidste side - ligger klart, åbent og muligvis en anelse fladt, er svenske Eva-Marie Liffners 'Imago' en god oplevelse. 'Imago' er mildest talt speget, den rummer en hoben sære skikkelser og en række duftende, ja, undertiden stinkende naturgengivelser. Ydermere får man som læser en lille danmarkshistorisk opladning, idet en del - den mindste ganske vist - udspilles under den ulyksalige krig i 1860'erne. Den med Dybbøl og Dannevirke, den hvorunder tusindvis af unge danskere blev skudt til plukfisk af de bedre udstyrede og uddannede prøjsere. Salingers arv Et stemningsbillede fra krigen: »Store flokke af kragefugle er begyndt at samle sig og fortrænge de husvante hvide måger«. »Ådselfuglene cirkler over tropperne, måske lokket dertil af varmen og det affald, de mange mænd og heste efterlader - bunker der må skovles væk og dækkes over«. »Det damper af lortet, når det lander ude i sneen, og den gærende varme stiger i hvide skyer og gør usigtbarheden op mod bakkerne dårlig. Fuglene slår sig ned og fester i broderlig tavshed på bunkerne«. Hovedfortælleren på nutidsplanet er en lille, nærmest dværgagtig, ung kvinde med det sære navn Esmé. Hun hedder det, fordi hendes far elskede den amerikanske forfatter J.D. Salinger og derfor opkaldte sin datter efter pigen i en novelle 'Tilegnet Esmé'. Denne handler om en ung amerikansk soldat og hans møde med en trettenårs pige i England under Anden Verdenskrig. Da amerikaneren er taget til fronten, sender Esmé ham sit kæreste eje, et armbåndsur. Et ur indgår også i romanen her, et ur, der også har været i krig. Sansemættede rum Esmé leger amatørhistoriker. Hun gør rent på Historisk Institut om natten, og det bliver ikke til megen rengøring, idet hun bruger det meste af sin tid på at dykke ned i perioden 1860-80. En dag gør hun et fund i en kasse med papirer, der netop er ankommet fra Staatliche Archiv i det gamle DDR. Papirerne fortæller om et ligfund, der i 1938 blev gjort i den by, som i romanen hedder 'Grænsebyen'. En dansk læser tænker nok mere på Kruså. Esmé helmer ikke, hun forfølger sporene, og læseren er faktisk ganske spændt på at læse, om det lykkes at finde frem til en forklaring. Det er dog ikke så meget selve intrigen, der fængsler i 'Imago', men Eva-Marie Liffners evne til at skabe rum af farver, lyde og især af dufte og gamle bitre minder. Skal man læse kriminalromaner - og det synes anmelderen, at der kan være mange gode grunde til - er svenske Eva-Marie Liffners roman en glimrende måde at fordrive en efterårsaften og -nat på.