Først troede jeg, 'Tori' var en ungdomsbog. Den begynder med, at vi møder enebarnet Tori, en otteårig gårdejerdatter, der under krigen vokser op i et kærligt og traditionsbevidst hjem på odelsgården Lande nær Sandefjord i Norge. Det former hele hendes tilværelse, at hun skal arve gården: 'Tori til Lande', bliver hun misundeligt kaldt af drillende naboer. Den slægtsgård, der er omdrejningspunktet for hele romanen, der ender med at følge Tori til hun dør som oldemor (det er altså alligevel ikke en ungdomsbog), er såmænd kun på 50 tønder land. På grænsen til Morten Korch Men uanset ejendommens størrelsen er det kampen mellem på den ene side selvrealiseringen, kønsrollerne og individets krav, med andre ord: udviklingens gang, og på den anden side pligten over for både slægt, historie og 'hvad bygden vil sige', der er historiens røde tråd. Stedvis, især hvor den unge generation foreslår forbedringer af driften, ligner 'Tori' æstetisk - ikke ideologisk! - den klassiske, sovjetiske socialistiske realisme. Og mænd er absolut mænd og kvinder er rigtige kvinder i denne bog. Men så er der det virkelige liv, som mange mennesker i den nu ældste generation har levet, i en lidt mindre klassisk og strømlinet udgave, naturligvis. Overbærende smil Det er det mest forsonende træk i denne folkeligt (vel)fortalte roman på grænsen til Morten Korch - dog uden skurke - at man faktisk mærker (kvindeligt) levet liv og jordbundne erfaringer og forfatterens frihed af finlitterære gevandter, hun alligevel ikke ville kunne bære. Vi får på næsten husmoderlig vis alle de snusfornuftige mellemregninger med, og det kan der være en vis genkendende tilfredsstillelse i. Så må den mere kræsne læser leve med, at et par af figurerne - en skibskok og en jordemoder-faster - nærmer sig folkekomedien. Hører man til dem, der synes verden er gået af lave, vil man elske 'Tori'. Og vi andre kan såmænd også hygge os med den, hvis vi samtidig må smile lidt overbærende - ad os selv.