Selv om et imposant udvalg af celebriteter med Madonna og Courtney Love i spidsen for længst har gjort den seksuelt tvetydige, 23-årige Jeremy Terminator LeRoy til hip-lit-helten over dem alle, måtte jeg indtage denne hans vistnok selvbiografiske og i alle tilfælde voldsomt opreklamerede debutroman, 'Sarah', i små, modvillige bidder. Vi følger den 12-årige, forhutlede trækkerdreng Cherry Vanilla og hans lange fald mod bunden i enhver gruopvækkende detalje. Fra wannabe rastepladsluder, til klejn Shirley Temple-klon blandt pædofile sugar daddy's, til kronraget limsnifnings- og alkoholopløst bagerste hul i helvedes forgård. Christiane F Historien bringer mindelser om Christiane F.s berømte og berygtede beretning om livet som narkoluder på Bahnhof Zoo, men forbliver et lightprodukt i sammenligning. Det skyldes til dels slutningen, hvor fortællingen slår et aldeles urealistisk, men velkomment sving væk fra den traurige undergang med en biljagt så hæsblæsende, at en gennemsnitlig actionfilm fremstår som ren Søren Snegl. Amerikaniseret gru Men det skyldes mest af alt LeRoys gennemført smagløse, kandiserede persontegning, der gang på gang får tematikken til at fortabe sig i tilsukrede tåger. Her genopstår således både luderen og alfonsen med et hjerte af guld. Flankeret af den unge Cherrys selvanalytiske begavelse a la klient efter mange år på briksen, selv når han netop har sniffet hjernen ud, og tilbage sidder læseren med en heftig omgang smil gennem tårer. På sin vis troværdig i al sin amerikaniserede gru, hvis man da ikke har rigeligt af den slags på alle kanaler i forvejen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























